Nemt at leje og udleje maskiner til hinanden

Et nyt koncept for leje og udlejning af maskiner med og uden fører, FarmBackup, er nu en realitet

Nu kører det netbaserede online leje- og udlejningsplatform FarmBackup, hvor enhver kan oprette sig med de maskiner, man ønsker at leje ud til kolleger og hvor man naturligvis også selv kan leje den maskine, man lige står og har brug for til en opgave.

Siden Effektivt Landbrug i april måned omtalte de to landmandssønner Anders og Søren Knudsens ide om at oprette en online leje- og udlejningsplatform for landbrugsmaskiner er det gået stærkt.

- Allerede inden vi var klar til at lancere www.FarmBackup.dk havde 170 landmænd skrevet sig på en venteliste. Desuden har vi indgået et samarbejde med maskinstationerne (DM&E), hvor alle deres medlemmer nu er med på platformen fra starten, forklarer Søren Knudsen.

Optimerer udnyttelsen

Konceptet for FarmBackup er meget enkelt for de, der ønsker at optimere udnyttelsen af sine maskiner eller den landmand, der står og mangler en bestemt maskine.

Når man har oprettet sig som bruger på FarmBackup, søger platformen efter den eller de ønskede maskiner, der ligger nærmest, og så er det op til brugeren at vælge den udbyder, der kan levere det ønskede. På hjemmesiden er der to instruktionsvideoer, hvor stifterne af konceptet på en enkel måde forklarer, hvordan man tilmelder en maskine til udlejning eller hvordan man finder den maskine, man ønsker at leje.

- Det kan være alt fra en harve eller en såmaskine eller en samlet pakkeløsning til for eksempel majsensilering. Udlejer bestemmer altid selv prisen, og hvorvidt maskinerne skal udlejes med eller uden fører, forklarer stifterne af FarmBackup..

FarmBackup er for alle

Siden er åben for alle, og det er ikke FarmBackups hensigt at favorisere eller udelukke nogen.

- Ideen bag FarmBackup er at hjælpe hele landbrugssektoren, og derfor er markedspladsen netop udviklet, så den tilgodeser både landmænd og maskinstationer, siger medstifter Søren Larsen.

Nyheden om FarmBackup kom allerede i foråret, hvor brødrene vandt førstepladsen i en iværksætterkonkurrence med konceptet. Sidenhen er der blevet arbejdet målrettet mod at få den første version af markedspladsen klar til lancering.

- Udlejning af landbrugsmaskiner har altid fundet sted, men konceptet bag FarmBackup er helt nyt. Det har været en spændende udfordring, og vi glæder os nu til endelig at præsentere vores online markedsplads, siger Anders Knudsen.

Stort udviklingspotentiale

FarmBackups markedsplads for maskinudlejning, er, ifølge stifterne, den første af sin slags i verden.

- Udlejning af landbrugsmaskiner kan ikke helt sammenlignes med andre brancher, hvor udlejning finder sted. Derfor er vi også opsatte på konstant at videreudvikle FarmBackup, så vi imødekommer behovet fra vores brugere, fortæller Søren Knudsen.

De to brødres forhåbning er, at alle landmænd og maskinstationer har hørt om FarmBackup, inden året er omme.

- Det lader til, at deleøkonomi er kommet for at blive, og lykkes det for os at få vind i sejlene, er ambitionen, at FarmBackup også skal udbredes til andre lande.

Læs også