Hos L&F tager administrerende direktør Karen Hækkerup godt imod principper, som erhvervs- og vækstministeren har præsenteret
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har
fredag præsenteret fem principper for implementering af erhvervsrettet
EU-regulering i Danmark.
Og tiltaget betegnes af administrerende direktør i
Landbrug & Fødevarer (L&F) Karen Hækkerup som et vigtigt skridt til at
bekæmpe overimplementering:
- Disse fem principper vil alt andet lige føre til mindre
overimplementering, og det er en dagsorden vi har kæmpe længe for i Landbrug
& Fødevarer.
Karen Hækkerup hæfter sig blandt andet ved det princip,
der hedder ”Danske virksomheder bør ikke stilles dårligere i den
internationale konkurrence, hvorfor implementeringen ikke bør være mere
byrdefuld end den forventede implementering i sammenlignelige EU-land”:
- Det er meget vigtigt for vores virksomheder og landmænd,
at der er ens konkurrencevilkår i EU, og at vi har de samme muligheder som
vores naboer. Derfor er et princip om, at vi ikke skal stilles dårligere i
Danmark i forhold til den internationale konkurrence et stort skridt i den
rigtige retning. Det er det fokus, vi ønsker EU-implementeringsudvalget skal
have.
Ifølge den administrerende direktør skal vi i Danmark ikke
skabe et samfund, hvor det er umuligt at drive virksomhed eller landbrug, fordi
man i nabolandene arbejder efter andre regler.