Det er til gavn for konkurrenceevnen, hvis institutionelle investorer understøtter, at selskaber drives bedst muligt, lyder det fra minister
Komitéen for god selskabsledelse har fået til opgave at
udarbejde et sæt anbefalinger for aktivt ejerskab for institutionelle
investorer såsom pensionskasser og forsikringsselskaber.
Det er erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, der
har sat komitéen på opgaven:
- Det er til gavn for den danske konkurrenceevne, hvis de
institutionelle investorer udnytter deres indflydelse og kompetencer til at
understøtte, at danske selskaber drives bedst muligt. Det skal sikre fokus på
sund, langsigtet virksomhedsdrift. Jeg har derfor bedt Komitéen for god
Selskabsledelse om at udarbejde et sæt anbefalinger, som kan styrke det aktive
ejerskab, lyder det fra Troels Lund Poulsen, der tilføjer:
- Det vil både være til gavn for investorerne og
virksomhederne, hvis eksempelvis pensionskasserne viser et mere synligt
engagement i de selskaber, som der investeres i. Det skal Anbefalingerne for
Aktivt Ejerskab hjælpe med til at sætte fokus på”.
Inspirationen til anbefalingerne kommer ifølge
Erhvervs- og Vækstministeriet fra England, hvor man i 2010 indførte en
Stewardship Code målrettet institutionelle investorer.