Hos Landdistrikternes Fællesråd tror formand Steffen Damsgaard ikke på dommedagsprofetierne
Siden offentliggørelsen af regeringens plan for udflytning af
godt 3.900 statslige arbejdspladser har skeptikere stået i kø for at kritisere
beslutningen.
Udflytningen af cirka 3.900 statslige arbejdspladser vil ikke
alene blive dyr i kroner og øre, men der vil også ske et stort tab af faglig
viden og erfaringer, der igen vil medføre en væsentlig produktivitetsnedgang i
en periode. Simpelthen fordi de fleste statsligt ansatte fra København ikke vil
flytte med og derfor skal erstattes af nye kræfter i provinsen, har det lydt.
Men dette billede er mildest talt overdrevet, mener man i
Landdistrikternes Fællesråd, som har kigget nærmere på den normale
personaleomsætning i de statslige styrelser.
I flere af de udflyttede styrelser er der allerede nu en relativt
stor udskiftning af medarbejdere. Formanden for Landdistrikternes Fællesråd,
Steffen Damsgaard, afviser dog ikke, at der ved nogle styrelser vil komme et
produktivitetstab i første omgang, men han mener, at tallene, der viser
udskiftningen, er med til at nuancere debatten.
- Vi tror ikke på disse dommedagsprofetier. Tallene viser, at
mange styrelser allerede i dag har en stor udskiftning af medarbejdere - derfor
kan man selvfølgelig også erstatte de ansatte, der ikke ønsker at flytte med
ud, siger Steffen Damsgaard til Jyllands-Posten.