Styrelse genoptager sager om landbrugsstøtte

Op mod 500 landmænd får nu alligevel mulighed for at få landbrugsstøtte, forventer NaturErhvervstyrelsen

En række landmænd får nu revurderet, om de skulle have haft landbrugsstøtte til lufthavnsarealer eller andre arealer, hvor hovedformålet ikke har været landbrugsmæssigt. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen, som dermed genoptager sagerne som følge af EU-Domstolens afgørelse i den såkaldte Demmer-sag.

Her konkluderede domstolen, at en landmand kunne få udbetalt støtte på sikkerhedszoner i lufthavne.

- Vi ser nu på alle de sager, hvor vi har underkendt arealer imod den praksis, som Domstolen nu har lagt. Det vil typisk dreje sig om arealer, der er underkendt som lysåbne i skov eller rekreative arealer. Alle arealer i lufthavne vil naturligvis også få en ny vurdering, siger enhedschef Lotte Dige Toft fra NaturErhvervstyrelsen i en pressemeddelelse.

Resultat af en mands kamp

Heri fremgår det, at den sønderjyske landmand Demmer er den eneste landmand, som har forfulgt sagen igennem årene ved domstolene. Men NaturErhvervstyrelsen forventer, at op mod 500 landmænd nu får mulighed for alligevel at få landbrugsstøtte til deres arealer.

Det forventes samtidig, at der skal gentildeles betalingsrettigheder til omkring 2.000 hektar, så landmændene fremover kan søge om støtte til arealerne igen. 

Læs også