Tican-andelshavere får 410 millioner kroner

Tican a.m.b.a. fordeler 410 millioner kroner til andelshaverne. 300 millioner udbetales, og 110 millioner indsættes på nye andelshaverkonti.

Ticans andelshavere får et gevaldigt likvidt indspark til økonomien efter salget af slagteriet til tyske Tönnies. På generalforsamling mandag aften i Sjørring Idræts- og Kulturcenter ved Thisted blev det vedtaget, hvorledes egenkapitalen skal fordeles efter salget.

Det blev med overvældende flertal besluttet, at de cirka 260 andelshavere får en udbetaling på i alt 300 millioner kroner. 100 millioner stammer fra udbetaling af den A-kapital, de har indbetalt til de senere år, 50 millioner stammer fra en a conto udbetaling på 80 øre med tilbageværende kraft fra 1. oktober, og 150 millioner kroner stammer fra en restbetaling på 1,05 kroner pr. leveret slagtesvin.

Beslutningen er betinget af, at den endelige closing, som forventet, gennemføres endeligt den 11. marts. EU har godkendt handlen.

Efter udbetalingerne hensættes der 110 millioner fra salgsprovenuet på nye andelshaverkonti i Tican a.m.ba. Således står der 110 millioner kroner i Tican a.m.b.a. i andelshaverkapital foruden 30 millioner kroner i fri egenkapital, oplyser formand Jens Jørgen Henriksen.

De midler skal leverandørselskabet Tican a.m.b.a., der skal købe og sælge grise til Tican A/S, drives videre for.

Humøret i top
Der var rigtig god stemning på generalforsamlingen, fortæller Jens Jørgen Henriksen.

- Medlemmerne var veltilpasse, og der var ros til bestyrelsens arbejde, fortæller foramanden, der ikke lægger skjul på, at likviditetsindsprøjtningen fra slagteriet betyder rigtig meget ude hos andelshaverne.

- Nu har de fået en likviditetsbuffer. Det kan mærkes, og stemningen var rigtig god, siger formanden og tilføjer:

- Det virker til medlemmerne er rigtig glade for den her løsning, og vi er mindst ligeså godt stillet, som hvis fusionen med Danish Crown var gået igennem.

Læs mere i LandbrugNord på fredag d. 5. marts, hvor du bl.a. kan læse om, hvordan du sparer tid og penge med nyt flisfyr. Ugens profil handler om en smed, der er med på beatet.

Læs også