DP forædler på livet løs

De seneste to-tre år har DP i Store Heddinge øget indsatsen med at løfte kvaliteten af fodergræsser.

Der er travlhed hos DP – det tidligere Dansk Planteforædling – ved Store Heddinge på Stevns, hvor der blandt andet renses frø, som efterfølgende fyldes i poser – frø til udsåning, dels i forsøg og dels til opformering.

- Vi råder her på stedet over ca. 300 hektar. Heraf anvender vi omkring 80 hektar til forsøg, der indgår i rotationen på hele vores areal, fortæller seniorforsker ved DP, Christian Sig Jensen.

Han oplyser, at der endvidere er omkring 5.500 kvadratmeter drivhuse, hvor der drives priklinger frem og formeres enkeltplanter til udplantning.

Ejet af DLF
DP er 100 procent ejet af frøvirksomheden DLF og har til huse på en tidligere landbrugsejendom, Boelshøjgård, som DLF købte sammen med FDB tilbage i 1967 for at påbegynde forædling inden for forskellige afgrøder.

- Vi arbejder med forædling af plænegræsser, fodergræsser, hvidkløver, rødkløver og fodersukkerroer, fortæller Christian Sig Jensen i en samtale i stuehuset, der er indrettet til møder og konferencer.

- I øjeblikket har vi et samarbejde med andre nordiske forædlingsfirmaer om forædling af græsser, der er tilpasset klimaforholdene i de nordiske lande, siger han og tilføjer:
- Det er ikke mindst fodergræsser, vi koncentrerer os om – med fokus på tørstofudbytter, kvalitet målt på især fordøjelighed, samt proteinindhold – og for afgræsningssorternes vedkommende også sukkerindhold.  

Avanceret NIR-kamera
De seneste to-tre år har DP øget indsatsen med at løfte kvaliteten af fodergræsserne. Det sker ved hjælp af den såkaldte NIR-teknologi.

- Når vi høster forsøgsparcellerne med fodergræs med en af vore små specialhøstere, udtages og findeles der straks en prøve af det friske materiale til NIR-scanning, fortæller seniorforskeren fra DP.

- I en normal sæson har vi typisk udlagt imellem 6.000 og 8.000 udbytteparceller á 1,5 gange 12 meter, hvor der tages fire slæt. Vi tager stikprøver fra et par hundrede af disse til nærmere analyse, forklarer Christian Sig Jensen.

- Disse prøver, uddyber han, bliver tørret ned og scannet igen med et ekstra avanceret NIR-kamera, der kan måle mere præcist på såvel fordøjelighed som indhold.

Han fortæller videre, at det typisk tager ca. 11 år at forædle en ny, brugbar græssort. Forklaringen er, at der skal foretages talrige markafprøvninger under alle mulige forskellige forhold.

Læs hele artiklen i LandbrugØst på http://landbrugoest.landbrugnet.dk/Content/NewsPaper/LandbrugOEST/

Læs også