Biprodukter fra kødproduktionen har fået højere prisstigninger end kød, lyder det fra Landbrug & Fødevarer
Såkaldte spiselige biprodukter – som eksempelvis lever,
nyrer, tarme, tæer og ører – finder i stigende grad vej til verdensmarkedet.
Siden 2000 har de 15 ”gamle” EU-lande således firedoblet
eksporten af den type biprodukter – og samlet set har produkterne fået højere
prisstigninger end kød. Det viser en ny analyse fra Landbrug & Fødevarer.
Sidste år gik 58 procent af EU’s eksport af biprodukter
til Kina og Hong Kong, mens Rusland aftog ni procent.
Også Danmark har en stor eksport af biprodukter – især fra
svin, men også fra andre kødtyper.
Hos L&F påpeger man, at kvalitet, produktudvikling og
leveringssikkerhed er vigtig – og det formår danske virksomheder at leve op
til.
- Desuden er udnyttelse af biprodukter med til at optimere
ressourceudnyttelse, mindske madspildet fra jord til bord og udvide de
økonomiske forretningsområder. Derved kan biprodukter bidrage til, at
fødevarevirksomheder/slagterier betaler en konkurrencedygtig pris til
landmændene, skriver L&F på sin hjemmeside.
Ifølge L&F er det derfor helt afgørende at udnytte markedsmulighederne
på området optimalt.