Supercomputer skal regne vejret bedre ud

Senere års skybrud betyder, at der ifølge Klima-, Energi- og Bygningsministeriet er brug for bedre vejrvarslinger

I Danmark er der brug for sikre og pålidelige vejrudsigter.

Derfor investerer DMI nu i en supercomputer – en såkaldt HPC, der står for High Performance Computer. Computeren har omkring ti gange så stor regnekraft, som den, der bliver brugt i dag. Det oplyser Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

Herfra lyder det, at de senere års mange skybrud giver stort behov for, at varslingen sker med større præcision – og med tidligere forvarsel.

- Med større regnekraft får DMI’s meteorologer bedre styr på usikkerhederne i prognoserne. Det betyder blandt andet mere nøjagtige vejrudsigter og mere præcise varsler, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) i en pressemeddelelse.

HPC'en placeres ved Islandske Meteorologiske Institut IMO nær Reykjavík i Island.

Ifølge Klima-, Energi- og Bygningsministeriet er fordelene ved placeringen i Island er, at den islandske elektricitet produceres ved vandkraft og geotermisk energi, og dermed er 100 procent CO2-neutral. Samtidig er der adgang til billig køling hele året på grund af det generelt kølige vejr.

Ved at flytte DMI’s HPC-anlæg til Island spares 440 MWh om året svarende til 100 husstandes elforbrug.

Den nye computer forventes installeret i løbet af fjerde kvartal næste år.

Læs også