Fire søskende i spidsen for 3.000 hektar og 600 køer

En ung generation står nu ved roret i Skeldal Produktion ved Brædstrup. Virksomheden har ekspanderet voldsomt siden 1997

Det kræver mod og vilje at stå i spidsen for en dansk mælkeproduktion med 600 køer og administration af knap 3.000 hektar jord i Rumænien.

Men det har de fire søskende Mikael, Kasper, Kristina og Thomas Skeldal, som nu ejer Skeldal Produktion ved Brædstrup i Midtjylland.

De fire søskende har gradvist overtaget ejerskabet efter deres far Karl Skeldal, der startede op som 22-årig i 1974 med 25 køer i bindestald. 

Den ældste søn Mikael kom som den første med i ejerskabet tilbage i 2000 og de øvrige søskende er løbende trådt ind i selskabet frem til 2012.

Forskellige ansvarsområder

Ifølge de fire unge ejere kræver et succesfuldt generationsskifte med fire parter, at hver kan bidrage med forskellige kompetencer, sådan at hver har et specifikt område, som de er ansvarlige for.

- Det har vi hos os. Jeg er ansvarlig for administration af vores jord i Rumænien, imens mine brødre har andre ansvarsområder som marken og stalden, forklarer Kristina Skeldal, som er uddannet cand. merc. fra Handelshøjskolen i Århus.

- Vi supplerer hinanden godt med vores forskellige baggrunde. Mine brødre er uddannet på landbrugsskole, så på den måde er de fagligt godt klædt på til at varetage driften, imens jeg kan bidrage med andre kompetencer, fortsætter Kristine Skeldal, der som 29-årig i 2012 trådte ind i selskabet.

Store udvidelser

De fire ejeres far Karl Skeldal har altid fokuseret på at udvikle og udvide virksomheden, siden han startede op i 1974 med 25 køer i bindestald.

Der har været bump på vejen i løbet af virksomhedens 40-årige historie. Som et eksempel nævner Karl Skeldal, at midt i 00'erne ville den gamle Brædstrup Kommune købe en svineejendom af Skeldal Produktion, men parterne blev ikke enige om prisen, og efter en lang retssag ender ejendommen med at blive eksproprieret.

- Da vi måtte afgive svineejendommen, var vi ude at kigge på flere ejendomme i nabolaget, men vi droppede det igen. Vi kunne ikke se, at det var rentabelt at købe jord til de priser, som det kostede i Danmark før krisen.

- I stedet investerede vi i jord i Rumænien, og den beslutning har vi aldrig fortrudt, siger Karl Skeldal og tilføjer, at første opkøb blev lavet i 2007.

Skeldal Produktion har løbende købt jord op i Rumænien og gør det fortsat. I dag ejer selskabet 2.943 hektar jord i Rumænien.

- Vi dyrker ikke jorden dernede, men administrerer den og forpagter den ud til både små og store lokale aktører. Vores strategi er at samarbejde med dygtige folk, som kan vokse og udvide deres forretning sammen med os, fortæller Kristina Skeldal, som er ansvarlig selskabets aktiviteter i Rumænien.  

Udvidelse siden 1997

Beslutningen om at investere i jord i Rumænien har fået stor betydning for selskabets udvikling fra 2007 og fremefter.

- Det var en rigtig beslutning at vælge udlandet i stedet for at investere i jord i Danmark.

- Det er faktisk investeringen i udlandet, som har gjort det muligt for os, at gennemføre udvidelse af vores mælkeproduktion i Danmark, siger Karl Skeldal.

På Skeldal Produktions mælkeproduktion ved Brædstrup blev der i 1997 bygget sengebåsestald til 500 køer.

- I 2004 søgte vi om miljøgodkendelse, som vi endelig fik i 2009. Miljøgodkendelsen er til 730 køer. Godkendelsen bliver dog påklaget af økologisk råd, men vi får den endelig i hus i 2010.

- I 2013 udvider vi med ny stald til ekstra 270 køer, og i foråret 2014 bygger vi nyt malkecenter med separation og opsamlingspladser og en Gea malkekarrusel med 60 pladser, fortæller Karl Skeldal.

 Ikke mere vækst i Danmark

Selskabet har nu 600 årskøer og driver 640 hektar jord i Danmark. Nu er den udvidelsesplan gennemført, som Skeldal Produktion har haft siden 2007, og umiddelbart er der ikke planer om at vækste mere - ikke i Danmark.

- Når vi når 730 årskøer, som der er miljøgodkendelse til, så er vi der, hvor vi har planlagt, at vi skal være.

- Der er simpelthen for meget regeltyranni og for meget politisk modvilje imod landbruget, lyder begrundelsen fra Karl Skeldal, som samtidig tilføjer, at selskabet vil fortsætte med at købe jord op i Rumænien.

 

Læs også