Styrelse: Snak med din nabo – og undgå høringsbrev

Flere tusinde landmænd modtager hvert år brev fra NaturErhvervstyrelsen om, at de måske har anmeldt et for stort areal

Få færre høringsbreve – tjek Fællesskemaet efter ansøgningsfristen!

Sådan lyder opfordringen fra NaturErhvervstyrelsen, hvor man peger på, at flere tusinde landmænd hvert år modtager brev fra styrelsen om, at de måske har anmeldt et for stort areal.

- Som landmand kan du selv mindske sandsynligheden for at få et brev. Fra den 22. april kan du udføre en skemakontrol på dit Fællesskema og se, om du selv og naboen tilsammen har anmeldt et større areal, end der er registreret for markblokkene, skriver NaturErhvervstyrelsen på sin hjemmeside.

Finder man en overskridelse, kan man sende en rettelse til sit Fællesskema.

- Hvis det er naboen, som har anmeldt for meget, kan du tage en snak med ham og opfordre ham til at indsende en rettelse. En overskridelse vil nemlig medføre et høringsbrev til alle landmænd med marker i den pågældende markblok, lyder det fra NaturErhvervstyrelsen.

Fristen for ændring af Fællesskemaet er den 15. maj.

Læs også