Spærrezone efter fugleinfluenza hæves

Fødevarestyrelsen har besluttet at ophæve spærrezonen omkring en gråandebesætning ved Viborg

I maj blev der konstateret fugleinfluenza hos en gråandebesætning i Løvel ved Viborg. Fundet medførte, at der blev oprettet en spærrezone omkring gården.

Men ved midnat ophæver Fødevarestyrelsen spærrezonen. Dermed er der ikke længere restriktioner for flytning af fjerkræ til og fra den en-kilometer zone, som myndighederne oprettede.

I alt blev knap 5.000 gråænder aflivet og godt 15.000 rugeæg destrueret. Aflivningen blev foretaget i samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen.

Selvom der var tale om den mindre alvorlige type fugleinfluenza blev gråænderne aflivet for at forebygge smittespredning og forhindre, at virus udvikler sig til en mere farlig udgave af fugleinfluenza. 

Fødevarestyrelsen oplyser, at besætningsarealerne, hvor gråænderne har opholdt sig, efterfølgende er blevet rengjort og desinficeret og godkendt af Fødevarestyrelsen, så der igen kan sættes dyr ind på gården.

17.000 fasaner var ikke smittet

Ifølge Fødevarestyrelsen er gården delt op i to individuelle produktionsenheder. Derfor var det muligt at undlade aflivning af 17.000 fasaner, der blev holdt på et andet område. Fasanerne blev undersøgt tre gange for fugleinfluenza – alle gange med negativt resultat.

- Aflivning af fjerkræ på grund af smitte med den mindre alvorlige type fugleinfluenza er en sikkerhedsforanstaltning, man også anvender i andre EU-lande. Det er dog positivt, at vi på grund af opdelingen af gården kunne undlade aflivning af de mange, raske fasaner, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen, John Larsen i en pressemeddelelse.

Læs også