Fremtiden tilhører de små

Morten Laursen holdt sin første beretning som formand for Østjydsk Familielandbrug på foreningens generalforsamling, efter han blev valgt sidste år.

Morten Laursen, Østjydsk Familielandbrug, manede til enighed i landbruget omkring den strategi Landbrug & Fødevarer har lagt med lobbyarbejde, saglige argumenter og en moderne og tidssvarende pressekampagne. Men det kniber med enigheden, understregede han og kaldte Bæredygtigt Landbrug en splittelsesorganisation, der især har grobund blandt de større.

Han udtrykte tilfredshed med samarbejdet i Dansk Landbrug Midt-Øst specielt fremhævede han det store arbejde, der er lagt i indsigelserne mod vandplanerne.

- Dette nødvendige arbejde har kostet os dyrt, men vi havde slet ikke kunnet klare det selv hver for sig, understregede han.

Enighed vigtig
Også omkring 2013-problematikken kaldte den østjyske formand på enighed.

- Et par formænd i det østjyske fortsætter med at arbejde for dispensationer på trods af henstillinger fra VSP og formandskabet i Landbrug & Fødevarer. Det vidner om umoden holdning til nødvendighed af en vis enhed i organisationsarbejdet. Vi andre, som også har særstandpunkter, kunne også bryde ud og ønske mere grønne holdninger, for eksempel, sagde han og understregede, at den grønne profil kan være en løftestang for eksport.

Formanden forudså, at fremtiden tilhører de mindre og mellemstore landbrug med fokus på blandt andet sundere og mere velsmagende fødevarer.

Og så tilføjede han, at vejen ud af krisen går gennem hårdt arbejde og innovation.

- For at kunne udvikle i fremtiden skal der mere til end effektivitet og stordrift. Her kommer de mindre og mellemstore landbrug ind, sagde han og understregede selvejets betydning.

- Aktiekapital og kapital fra pensionskasser kan ikke redde situationen, sagde den østjyske formand, der også understregede, at de allermest forgældede ikke står til at redde.

- Dem der har været ude at nyde livet ryger af pinden, sagde han.

Læs også