Landbrug & Fødevarer fik ikke held med at få forlænget fristen på den supplerende høring ved de reviderede vandplaner.
Der bliver ikke tale om at få forlænget høringsfristen ved den supplerende høring omkring vandløb i de reviderede vandplaner.
Dermed udløber høringsfristen allerede på lørdag. Kun en uge efter, at høringsperioden begynder.
Det meddeler vicedirektør i Naturstyrelsen, Helle Pilsgaard.
- Vi mener godt, at man kan nå at forholde sig til det, som den supplerende høring forholder sig til på den uge, som vi har givet, siger hun.
Kun lodsejere der er berørt af ændringerne i de reviderede vandplaner, er i denne omgang høringsberettigede, og Helle Pilsgaard fortæller, at hun har fuld tillid til, at alle høringsberettigede har mulighed for at svare inden lørdag. Også selvom man eksempelvis skulle være bortrejst på ferie i denne uge.
- Vi antager, at alle har mulighed for at svare. Også eftersom de fleste har adgang til internettet, når de er på ferie, eller de kan bede nogen om at svare på ens vegne, hvis der er nye oplysninger, lyder det fra vicedirektøren.
Landbruget kalder det uacceptabelt
Fra landbrugets side har den korte høringsperiode medført massiv kritik. Hos Landbrug & Fødevarer finder man den således den korte høringsfrist på syv dage fuldstændig uacceptabel, da man mener, at der er stor risiko for, at en række berørte lodsejere ikke når at få set materialet og afgivet deres indsigelser inden for fristen, og man har holdt møder med Naturstyrelsen, for at få dem overbevist om at forlænge høringsfristen.
Samtidig har Bæredygtigt Landbrug indsendt en klage til både Naturstyrelsen og miljøministeren, hvor man kræver høringsfristen forlænget i det, der i weekenden har været store problemer med Naturstyrelsens hjemmeside, hvor man kan se hvilke nye vandløb det er, som indgår i de reviderede vandplaner.
- Jeg vil derfor på vegne af bestyrelsen og medlemmerne i Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug opfordre miljøminister Ida Auken (SF) til, at forlænge høringsfristen, så vi kan nå at orientere os om, hvilke konsekvenser vandplanerne får for os fødevareproducenter, lyder det således fra Bæredygtigt Landbrugs næstformand, Flemming Fuglede Jørgensen i foreningens klage.
Modtaget 100 høringssvar
Lige lidt hjalp landbrugets indsigelser dog. Helle Pilsgaard forklarer, at det skyldes, at der her er tale om en høring, der er anderledes end en høring normalt er ved et lovforslag.
Hun forklarer, at ved en høring til et lovforslag er der en bred kreds, der skal have mulighed for at forholde sig til en ofte meget bred problemstilling, og sådan forholder det sig ikke ved denne situation.
- I det her tilfælde, er der tale om, at en lodsejer skal have mulighed for at vurdere det, som lige præcis er tiltænkt på hans eller hendes egen ejendom. Om der eksempelvis er nogle faktuelle forhold, som man mener, at vi skal kende til inden, at vi træffer den endelige beslutning, og som man tror, at vi ikke kender til, siger Helle Pilsgaard.
Vicedirektøren fortæller, at man i Naturstyrelsen allerede siden i lørdags har modtaget cirka 100 høringssvar i den supplerende høring. Det er dog stadig for tidligt at sige noget til, om de alle er reelle høringssvar eller om der er nogle, der ikke er høringsberettigede, der har anvendt muligheden til at indsende nogle generelle synspunkter til Naturstyrelsen.