Fyns eneste producent af økologiske frilandsgrise er med i et projekt, der skal resultere i mere robuste grise.
»En helt ny dansk svinerace er netop født på Fyn«.
Sådan lød det for nylig i TV2 Fyn, der kunne vise nogle livskraftige smågrise på friland hos Fyns eneste producent af økologiske frilandsgrise, ægteparret Kirsten Rasmussen og Hans Erik Jørgensen, Risbjerg Landbrug i Jordløse ved Haarby.
Selv om betegnelsen »helt ny svinerace« nok er en smule i overkanten, så er det absolut et spændende projekt, der er i gang på Risbjerg Landbrug. Projektet, der gennemføres i samarbejde med Videncentret for Landbrug og Udviklingscenter for Husdyr på Friland, er del af en landsdækkende erfaringsindsamling, hvis mål er udvikling af mere robuste grise til økologisk produktion.
Engelske og svenske gener
De to hold smågrise, som er født for godt fire uger siden, er krydsninger mellem danske Landrace søer (L) og to engelske racer, henholdsvis Saddelback (S) og engelsk Duroc (D(uk)). Hundyrene bliver nye moderdyr, der skal testes i moderegenskaber. Det vil de være klar til i efteråret 2012.
- Håbet er at finde krydsningskombinationer, som føder grise, der både er livskraftige, har et godt temperament, og som passer deres afkom godt. Lykkes det, kan det være en del af løsningen til at få en mere robust dansk gris, siger Tove Serup, specialkonsulent i Videncentret for Landbrug, Økologi.
- At de mere robuste svineegenskaber højst sandsynligt skal findes i England, kan forklares med, at grisen her er et højt værdsat dyr, og at næsten hvert sogn har sin egen race. Men også i Sverige har der gennem flere år været meget fokus på økologisk svineproduktion. Det er derfor nærliggende at undersøge, om der i de to lande er genetik, der med fordel kan krydses ind til den danske økologiske svineproduktion, siger Tove Serup.
Robusthed og kvalitet
- Vi satser på søerne, og målet er en robust so med grise med gode slagteegenskaber, siger Kirsten Rasmussen, Risbjerg Landbrug. I første omgang krydser vi Landrace med Saddelback, LS, og Landrace med engelsk Duroc, LD(uk). Hunnerne krydser vi derpå med for eksempel L eller D.
- Vi vil gerne finde en so, der er god til smågrise, som hun selv kan passe, fortsætter Kirsten Rasmussen. Vi afprøver og ser, om vi kan lave noget, der er bedre end det, vi har. Det er vigtigt, at de frembragte søers afkom skal have en kvalitet, der er god at slagte.
- I vores daglige bedrift med økologiske frilandsgrise bruger vi LY søer og Duroc orner. De får mange - næsten for mange - grise. Vi vil hellere have færre, men mere robuste og livskraftige grise, der er egnede til økologisk drift på friland.
Søerne ude hele året
- Indtil nu har vi fravænnet seks kuld smågrise i projektet, oplyser Kirsten Rasmussen. Der til kommer de seneste, nemlig et kuld LD(uk) og et kuld LS, som begge er godt fire uger gamle.
Risbjerg Landbrug har i alt 300 søer på friland. Udover de rene Landrace søer, som indgår i krydsningsprojektet, er de fleste andre LY (Landrace/Yorkshire). Der produceres 6.000 slagtesvin om året, og de er siden 2003 leveret til Friland Food.
Alle søer går ude hele året og farer i hytter på marken. Når smågrisene er syv uger gamle, kommer de ind i fravænningsstalden og derfra videre til slagtesvinestalden. Søerne er i stalden i seks dage efter fravænningen, hvor de insemineres. Derefter kommer de ud igen.
- Næste år kommer vi op på 290 ha, som er omlagt til økologisk drift, og hvoraf vi selv ejer 175 ha, fortæller Kirsten Rasmussen. Vi kan have grise på marken hvert andet år, og jorden får ingen gødning i de dyrefri år.