Fødevareministeren afviser kritik af gmo
Udsagn om at fodring med GM-afgrøder giver skader på indre organer og fører til lavere fertilitet har ikke bund i videnskabelige undersøgelser, siger DTU.
Svineproducent Ib Borup Pedersen, Hvidsten ved Randers fremsatte i to artikler i Effektivt Landbrug 20. april en omfattende kritik af gmo-dyrkning. Han hævdede blandt andet, at »Gmo-industrien lever på en løgn« og forlangte, at »De sundhedsmæssige effekter ved gmo skal undersøges«.
På baggrund af spørgsmål fra Folketingets Fødevareudvalg har fødevareminister Henrik Høegh nu kommenteret artiklerne om gmo og negative sundhedsmæssige effekter ved at henvise til en længere redegørelse fra Fødevareinstituttet på DTU.
Udsagnene fra Ib Borup Pedersen, som baserer sig på artikler fra Dr. Huber, en tidligere professor på Perdue Universitet i USA, er efter Fødevareinstituttets vurdering en sammenblanding af korrekte udsagn og udsagn, der ikke er belæg for.
Mangler dokumentation
- Vi kan ikke genkende det indtryk, artiklerne efterlader, herunder at glyphosat tolerante GM-afgrøder skaber fremtidige dyrkningsmæssige og sundhedsmæssige problemer. Der mangler videnskabeligt belæg for komme til mange af de anførte konklusioner, skriver instituttet.
Udsagnet om et meget lavere mineralindhold i gensplejsede glyphosat resistente afgrøder er undersøgt.
- Det er korrekt, at sprøjtemidlet Roundup kan binde visse mineraler for eksempel mangan, hvilket landmanden derfor skal være opmærksom og derfor undgå sprøjtning med blanding af glyphosat og mangan hvor planterne lider af manganmangel, lyder svaret.
Skyldes sortsforskel
Udsagnet om, at GM-sojabønner kun har et indhold på 53 procent af normalt niveau af zink, kan ifølge Fødevareinstituttet ikke tilskrives effekten af sprøjtemiddel, men vurderes til hovedsageligt at være en sortsforskel. Variationen i næringsstofindholdet forklares med forskellige sorter, årsvariationer, sædskifte, dyrkningsmetoder med videre.
Generelt finder instituttet ingen forsøg, der dokumenterer problemer ved at fodre med GM-sojabønner, der er resistente overfor glyphosat. Det afvises også, at fodring med GM-afgrøder giver skader på nyrer og lever.
- Udsagnet om at længerevarende undersøgelser vil vise skader på fertilitet og andre sygdomme er ren spekulation og har ikke bund i videnskabelige undersøgelser, hedder det videre.
Glyphosat giver plantesygdomme
En generel konklusion om at brug af herbicider i relation til GMO giver større problemer med plantesygdomme er der heller ikke belæg for, men udsagnet om at sprøjtning med glyphosat resulterer i forøgelse af plantesygdomme kan der være en sandhed i.
- Det vides, at planter sprøjtet med glyphosat og andre herbicider kan være mere modtagelige for mange negative biologiske og fysiologiske faktorer. Undersøgelser peger på, at visse sygdomme herunder svampeangreb lettere kan få adgang til planter svækket af herbicid og derved fører til hurtigere plantedød som også er formålet med sprøjtningen med mindre, det er afgrøden, der skades, fremgår det af notatet til ministeren.
Kender ikke organismen
Forskerne på DTU afviser også, at der er en sammenhæng mellem gmo-foder og abortproblemer.
Kritikken bygger på et brev fra Dr. Huber til det amerikanske landbrugsministerium, hvor han advarer imod et nyt mikro-pathogen, der findes i meget højere koncentrationer i Roundup Ready sojabønner og majs og som har en meget skadelig virkning på fertilitet og kan forårsage spontan abort hos pattedyr.
- Umiddelbart virker historien ikke særlig troværdig. Vi har ikke set nogen form for dokumentation for en sådan organisme. Tværtimod har vi set udsagn, der ikke øger troværdigheden for eksistensen af en sådan ny organisme, konkluderer instituttet, som betegner det som »kun ekstraordinære påstande«.
Fødevareinstituttet finder det bemærkelsesværdigt, at en erfaren faglig person skriver et så uvidenskabeligt brev og ikke vedlægger dokumentation i form af undersøgelsesresultater med statistik.