Stald med automatik og karrusel
STALD-TEKNIK: Dorthe og Gert Gunnerup, Fjerritslev, har valgt automatisk foder- og strøanlæg samt malkekarrusel.
Dorthe og Gert Gunnerup, Ny Drøstrupgaard i Fjerritslev, har haft åben stald i anledningen af færdiggørelsen af et nyt plansiloanlæg. Det er afslutningen på en udvidelse og renovering, der startede i 2008 med byggeriet af en ny stald til kvierne.
Der blev i den forbindelse udvidet fra 190 sortbrogede køer til de i dag 290 køer.
Udvidelsen betød, at der var grundlag for at investere i automatiske løsninger.
En del af udvidelse er foderanlægget Mix & Carry fra Mullerup og strømaskinen JH Mini Strø.
- Det skal være nemt, og det er ikke nemt at få folk i dag, hvis de skal køre med trillebør, siger Gert Gunnersen.
Sparer tid og penge
Mix & Carry-anlægget har fire påslag. Det tager ikke mere end en halv time om dagen at fodre. Gert Gunnersen vil hellere bruge tiden på at overvåge dyrene end på at arbejde med fodring og strøning.
- Vi arbejder på en anden måde nu, siger han.
Med det automatiske anlæg sparer han ikke bare tid, men også en mand til at betjene fuldfoderblanderen. Gert Gunnersen er glad for teknikken og automatiseringen, men det giver også udfordringer.
- Al teknik går i stykker en gang imellem. Sådan er det bare, siger han.
Robotter er for dyre
Gert Gunnersen ville ikke skifte malkekarrusellen fra 2002 ud med robotter. Robotterne er for dyre at holde ved lige, mener han.
- Hvis man alligevel skal ned og hente køerne, så kan man ligeså godt malke dem, tilføjer han.
Desuden ville det give meget ekstra arbejde med at flytte køerne, der er på græs i sommerhalvåret, hvis de skulle malkes i robotter, mener han.
Bedre og billigere produktion
Efter køerne er begyndt at få frisk foder ni gange i døgnet, er mælkens fedtprocent steget med 0,5 procent, og kvierne, der går i den nye stald fra 2008, kommer meget bedre i gang med at malke, fordi de simpelthen æder mere, når der altid er frisk foder.
- De trives bedre og er i godt huld, fortæller Gert Gunnersen.
Ydelsen er blevet, hvor den var på 9200 kilo energikorrigeret mælk, og Gert Gunnnersen understreger, at den selvfølgelig gerne må stige.
- Men det er ikke ydelsen, vi går efter, men at producere mælken billigst muligt, siger han.
Derfor arbejder de nu på kun at fodre med grovfoder og skære kraftfoderet væk.
Kan snart fejre 25 års jubilæum
Dorthe og Gert Gunnersen kan til sommer fejre 25 års jubilæum på ejendommen i Fjerritslev. Det er Gert Gunnersens hjem, parret overtog, og dengang de kom til, var der 12 køer og 65 tønder land.
Nu er der 290 køer, og de driver 330 hektar. Derudover er der ferielejligheder til Bondegårdsferie, og Dorthe Gunnersen driver et selskabslokale, hvor hun også laver maden. Der er fire hjemmeboende sønner og en søn i Århus.