NY LEDELSE: Tre medarbejdere bliver medejere af maskinforretningen Agrotek i Hobro, og en ejer træder ud.
Pr. 1. oktober ser ledelsen og ejerkredsen i Hobro-virksomheden Agrotek anderledes ud end i dag.
Tre medarbejdere, butiksmedarbejder Morten Christensen, sælger Niels Vestergaard og værkfører Peter Fogh, skifter nemlig fra at være ansatte til at være medejere.
Salgschef Ole Grøn og administrerende direktør Jimmi Ravnborg fortsætter, mens Peter Holm træder ud. Han har ønsket at prøve noget andet efter 11 år i Agrotek og træder samtidig ud af bestyrelsen i Maskinhandlerforeningen.
Nye tider
Med den nye struktur kommer der til at ske ændringer i virksomheden i form af nye arbejdsgange.
- Det skulle gerne komme kunderne til gode i form af bedre service, siger en af de nye ejere Morten Christensen, der har mange nye ideer, der nu skal føres ud i virkeligheden.
Virksomheden synes, de har et godt produktprogram, men at der fremover også skal fokuseres mere på de større maskiner.
Det drejer sig om entreprenørmaskiner, som tidligere har været et stort område for virksomheden, og de nye og større Valtra-traktorer samt maskiner og redskaber til skovbrug og landbrug. Virksomheden er desuden importører af Mowi skovvogne og Intermercato, der leverer gribere til skovbrug, entreprenører og lastvognsbranchen.
- Vi har allerede oprettet to nye, danske hjemmesider, hvor kunderne kan hente oplysninger om Mowi og Intermercato, fortæller Morten Christensen.
Der er også ved at blive udarbejdet en ny hjemmeside for Agrotek.
- Vi oplever, det er dér, kunderne søger informationer, siger Morten Christensen.