KREATURSLAGTERI: Tæt kontakt til leverandører og kunder er vigtig for Aalestrup Eksportslagteri, der vinder slagteandele og ser lyst på fremtiden.
Det går godt på Aalestrup Eksportslagteri, der også er kendt under navnet A/S Hjalmer Nielsen. Lige efter sommerferien tog man et nyt kølerum i brug. Det har betydet en stigning i slagtningerne på ikke mindre end 21 procent eller omkring 150 kreaturer mere om ugen. Der er også en stigning i slagtningerne af heste. Der slagtes således mellem 25 og 30 heste om ugen. Det er en stigning på 17 procent.
Det er tal, der skaber glæde på slagteriet. Også fordi det har kunnet lade sig gøre med de samme 28 ansatte takket være rationaliseringer og automatiseringer i arbejdsgangene i forbindelse med det nye kølerum.
- Vi har god opbakning og kontakt til vore leverandører og en god afsætning dels i eksporten, dels sælges en stigende del gennem Himmerlandskød, fortæller direktør og indehaver Lars Andersen sammen med sønnen Christoffer Andersen, der er under oplæring i firmaet.
Opskæringsvirksomheden Himmerlandskød blev startet sidste år af Aalestrup Kreaturslagteri i samarbejde med firmaet ECB Kød i København og slagteriet DLK i Aarhus. Næsten halvdelen af oksekødet fra Aalestrup går nu igennem denne forædling.
- Det er godt at være en lille virksomhed. Vi har hele tiden styr på, hvad der foregår i hjørnerne, vi kan overskue det hele og får det hele med, siger en glad Lars Andersen og understreger, at han ser en god fremtid for slagteriet.
Aalestrup Eksportslagteri modtager dyr fra hele Jylland. Primært fra den nordlige del. Langt størsteparten er malkekvægsracer, men der kommer også rigtig meget kødkvæg. 850 kreaturer om ugen bliver det til. Slagteriet henter selv kreaturer efter aftale specielt i nærområdet.
- Vi er glade for vores stigning i slagteantallet, siger indehaver og direktør Lars Andersen og giver udtryk for, at det efter hans mening er udtryk for, at landmændene er glade både for den service slagteriet yder og for den meget konkurrencedygtige pris, de får.
Der afregnes efter klassificering.
- Der er jo ingen binding til os. Landmanden er helt fritstillet, hvis han ikke er tilfreds. Derfor skal vi være så effektive, så vi til stadighed kan levere varen både hvad angår pris og service, siger direktøren.
Returslagtning
Aalestrup Eksportslagteri tilbyder også leverandørerne returslagtninger. Kroppene kan også blive parteret her, så kødet er helt klar til at komme i fryseren.
Kødet kan hænge og modne på slagteriet, der har fået sin kølekapacitet tre-doblet siden 2005. Og man har planer om yderligere udvidelser i det, der jo er et slagteris flaskehals.
Øget effektivisering
Det nye kølerum, som man tog i brug efter sommerferien, har betydet en effektivisering af slagtegangen. Og man har planer om yderligere at udvide kølekapaciteten. Sammen med yderligere automatisering betyder det muligheder for flere slagtninger.
- Formålet er at lave et pænt og ordentlig produkt, som kan afsættes til en pris, som landmanden kan være tjent med, siger far og søn enstemmigt.
Og de tilpasser deres virksomhed til, at de får færre, men større leverandører.
- Omkostningerne skal hele tiden tilpasses, for at vi til stadighed kan være skarpe på service og pris, tilføjer Lars Andersen.
Afsætning til Rom og Farsø
Slagteriet har egen eksport specielt til Italien.
- Her afsættes mellem 60 og 80 tons om ugen, fortæller indehaver og direktør Lars Andersen.
Hans søn Christoffer Andersen har lige været et år på lærebænken i Italien. Det har været rigtig spændende at lære italienernes kødkultur at kende, fortæller Christoffer Andersen, der nu lærer mere om slagteridrift i Aalestrup.
- Italienerne sætter pris på kød med meget smag i, og de går op i kvalitet, fortæller Christoffer Andersen og tilføjer, at de store danske pistoludskæringer fra køer sælger godt, specielt i Rom, mens man i Norditalien foretrækker kødkvægskalve.
- I Italien behandler de kødet på en anden måde. De har nogle helt andre udskæringer. De spiser meget råt og har noget meget fintskåret pålæg, fortæller Christoffer Andersen, der har hentet viden, inspiration og sprogkundskaber ved at arbejde et år blandt slagteriets kunder i Italien.
- Der er et kæmpemarked for kødkvægskalve dernede, siger han, der nu har fået et rigtigt stort kendskab til kunderne i Italien.
Også de omkring 1000 heste, der slagtes årligt, går primært til Italien.
Forædling i Himmerland
Men der afsættes også igennem opskæringsvirksomheden Himmerlandskød i Farsø, som slagteriet ejer i fællesskab med to andre kødfirmaer.
- Og det går rigtig godt nu, fortæller Lars Andersen, der understreger, at det kræver fornyelse for fortsat at være med i branchen, og det har slagteriet i allerhøjeste grad fået mulighed for med Himmerlandskød, hvor der ydermere er mulighed for udvidelser.
- Vi ser positivt på fremtiden, er de to generationer Andersen enige om.
De er stolte af at have vundet 13,5 procent markedsandel i andet halvår af 2009.