Tror det er et gisp fra hårdt ramte smågriseproducenter
DEBAT: Et par slagtesvineproducenter har reageret på den sidste tids debat om den beregnede smågrisenotering.
Den beregnede smågrisenotering er bestemt ikke unfair.
Det mener to slagtesvineproducenter, der har kontaktet Effektivt Landbrug ovenpå den debat, der nu kører, hvor en række smågriseproducenter har været ude at sige, at de finder den beregnede notering for unfair, da de mener, den tilgodeser slagtesvineproducenterne.
- Jeg må indrømme, at jeg ser det her som et gisp fra nogle hårdt ramte smågriseproducenter, lyder det fra slagtesvineproducent Søren Ilsøe fra Fjenneslev på Sjælland.
Han fortæller, at typisk ligger dækningsbidraget pr. slagtesvin på 100-150 kroner pr. gris, og de vil aldrig kunne komme op at tjene 250 kroner pr. gris, som det er set i gode tider for smågriseproducenterne.
- Slagtesvineproducenterne har aldrig tjent rigtigt styrtende med penge. Det har smågriseproducenterne mulighed for i gode tider. Derfor må de også acceptere at blive ramt når det går den modsatte vej, kommer det fra Søren Ilsøe.
Hukommelsestab
Også slagtesvineproducent Karsten Rasmussen fra Viborg har reageret. Han mener, at de utilfredse smågriseproducenter blot er i gang med at snakke den beregnede smågrisenotering op.
- De må jo lide af hukommelsestab. Det er jo ikke ret lang tid siden, hvor det var dem, der tjente meget. Det vil være helt urimeligt at hæve den beregnede notering nu. Gør man det, så kvæler man slagtesvineproduktionen i Danmark, siger han.
Han fortæller dog, at han sagtens kan stå inde for den løsning, som Danish Crown anbefaler. Nemlig at man finder prisen på smågrise, ved halvt at benytte den beregnede smågrisenotering og halvt benytte puljenoteringen.
(2) 059-27-ef