OPKØB: Det kan være en god ide at købe østeuropæisk jord, hvis man er i tvivl om, hvor man skal lægge sine investeringer, mens finanskrisen raser.
Sidste uges historiske aktiefald er i denne uge afløst af ligeså historiske værdistigninger med tocifrede procenter og grønne pile op. Det er derfor en god forretning at være på aktiemarkedet pt., og det er næsten ligegyldigt hvilken aktie man ejer. Stigningerne er massive over hele linjen. Men hvornår skifter grøn til rød igen?
Det er jo som bekendt svært at svare på. Så har man ikke har nerverne til det risikable aktiemarked og derfor gerne vil sætte sine penge i en sikker investering uden for børsernes for tiden vilde udsving, kan det være en ide at investere i østeuropæisk jord. Dog skal man være indstillet på, at det er en langsigtet investering.
- Jeg ville for så vidt ikke være bleg for at opkøbe jord, forudsat at det er med tålmodig kapital – omkring fem år, siger Knud Simonsen, der er international koordinator i Dansk Landbrugsrådgivning med speciale i at rådgive landmænd om opkøb, primært i Polen.
Historisk mulighed
At begrave sine penge i den østeuropæiske muld er at spekulere i konjunkturgevinster og drift. Det fortæller direktør i Dangro Invest A/S Kenny Kristensen. Dangro Invest A/S har siden 1997 løbende opkøbt og drevet mere end 22.000 hektar i Polen og er nu begyndt at købe sig ind i Rumænien. Pr. 1.oktober ejede selskabet cirka 7000 hektar rumænsk landbrugsjord.
- Rumænien ligger lige til højrebenet. Det er en historisk mulighed for opkøb, og vi fortsætter, så længe vi kan se et potentiale i det. Den billige jord er væk om nogle år, siger Kenny Kristensen, der også bruger udtrykket »tålmodig kapital«, i sin beskrivelse af den type investering som er nødvendig, når man køber aktier i Dangro Invest A/S.
Børsnoteret rutchetur
Det er heller ikke helt ligegyldigt, hvor man vælger at lægge sin investering. FirstFarms, for eksempel, er et børsnoteret opkøbsselskab, mens Dangro Invest A/S ikke er det. De opererer begge i de nye EU-lande.
Den børsnoterede FirstFarms-aktie kostede for lidt over et år siden 99 kroner. Den aktie er siden steget hurtigt i værdi indtil den ramte et foreløbigt højdepunkt på noget nær en fordobling, nemlig 193 kroner i juni 2008. Efterhånden som finanskrisen begyndte at kradse, faldt den med et brag tilbage til sit udgangspunkt i 2007, kurs 102. I skrivende stund (tirsdag middag) ligger FirstFarms på kurs 133 oppe med knap 21 procent siden mandag aften. Det kan altså være en nervepirrende fornøjelse at investere i et børsnoteret selskab. Men det har fordele som, Knud Simonsen mener, er væsentlige:
- Fordelen ved et børsnoteret selskab er, at man altid kan sælge aktien igen. Det er mindre bøvlet, og man ved til hver en tid, hvad aktien er værd.
Stabil investering
En virksomhed som Dangro Invest A/S har derimod den fordel, at kursen ikke påvirkes væsentligt af et tilbageslag som finanskrisen. Den er nemlig bestemt af virksomheden selv, ud fra de aktiver den indeholder.
- Kursen er kun gået en vej. Nemlig opad. Det er på grund af værdistigningen i jorden, og så selvfølgelig fordi vi har udvidet så meget, som vi har, fortæller Kenny Kristensen. Dangro Invest A/S har i 2008 købt 10.000 hektar jord.
Men ligegyldigt hvad, så mener rådgiver Knud Simonsen, at der er god fornuft i at købe jord.
- Kursen på hvede er meget lav, og samtidigt er lagrene små, mens forbruget stadig stiger. Så snart vi får en møghøst igen, så går priserne op, siger han, men understreger endnu engang, at det skal være en langsigtet investering.
- Man skal have råd til at vente. Ellers kan man risikere at tabe bunker af penge.