Han var selv en af de første, der fik sin gylletank fotograferet fra luften tilbage i august sidste år foranlediget af Landsforeningen for gylleramte, svineproducent og formand for Odder-Skanderborg Landboforening, Jens Gammelgaard, og han har for at sige det mildt, ikke meget til overs for de gylleramte.

Flyveturen førte efterfølgende til en politianmeldelse, der dog ikke førte til nogen sag, da der ikke var noget at komme efter.

- Foreningen for gylleramte er en selvbestaltet forening, der åbenbart mener, at de kan tillade sig at lege politimyndighed. Tænk, hvis andre foreninger i Danmark begyndte på det samme. Hvilket samfund ville vi så få?, spurgte Jens Gammelgaard, i forbindelse med sin formandsberetning på sidste uges generalforsamling i Odder-Skanderborg Landboforening.

Og lige nu oplever en kollega i området også en politianmeldelse, uden der, ifølge Jens Gammelgaard, er noget ulovligt på færde. En mindre revne i flydelaget, som den pågældende landmand havde udbedret inden han blev klar over, at han var meldt til politiet.

Her understregede formanden, at man i landbruget selvfølgelig skal følge landets love. Men samtidig arbejder man med naturen og de udfordringer den giver.

Jens Gammelgaard lægger ikke skjul på, at han ikke har meget til overs for medlemmerne i af Foreningen for Gylleramte og deres argumentation omkring gylle fra husdyrbruget.

- Meldinger om at naboer til husdyrbrug lider på grund af stank, gylle, pesticider, støj og fluer i en grad, så ens hverdag ødelægges og at man udsættes for sygdomsrisici og ens hus får store tab i handelsværdi, for nu at bruge foreningens sprog – er helt ude i hampen. Det er usande påstande, sagde Jens Gammelgaard.

Han noterer sig, at de fleste landbrug i dag har en orden og et udseende, som mange af Foreningen af Gylleramtes medlemmer ikke selv kan leve op til.

- Og påstanden om sygdomsrisici forstår jeg ikke. Hvis det var så farligt, hvordan kan det så være, at vi landmænd er så sunde og har et langt liv?, spurgte Jens Gammelgaard med et smil ud i salen.

Mens samarbejdet med Foreningen for Gylleramte ikke fungerer så godt, glæder Jens Gammelgaard sig over samarbejdet med kommunerne i foreningens område, der jo i forbindelse med kommunalreformen og nedlæggelsen af de gamle amter, har overtaget arbejdet med blandt andet miljøgodkendelser indenfor landbruget.

Odder-Skanderborg Landboforening har haft møder med kommunerne i Århus, Skanderborg og Odder, hvor man har haft mulighed for at skabe dialog med landbruget og komme med sine ønsker til kommuneplanerne.

På positivsiden glædede Jens Gammelgaard sig også over et generelt godt år for landbruget, der i 2006 bød på pæn indtjening i erhvervet.

Også den øgede efterspørgsel efter økologi og biobrændstof ser Jens Gammelgaard som et godt aktiv for landbrugets indtjening fremover.

TEKST OG FOTO: JOHN ANKERSEN