Cirka 99 procent af kvægavlerne har en høj standard. Det er kun promiller, der giver anledning til de store overskrifter – og de er ofte gengangere, siger overdyrlæge Karin Winsløw Christensen på Danish Crown i Tønder.
– Det er ganske få landmænd og vognmænd, der giver kvægbruget et dårligt ry i offentlighedens øjne. Og det ry er helt ufortjent. Det kan man sige sig selv, når vi modtager cirka 94.000 kreaturer om året på Danish Crown i Tønder og kun har 2-300, som aldrig skulle være sendt på slagteriet. Men det er stadig 2-300 for mange, der kommer til at lide. Og når andre ikke forhindrer det, er vi forpligtet til at slå alarm.
Det siger overdyrlæge Karin Winsløw Christensten på Danish Crowns kreaturslagteri Tønder. Hun og en af hendes medarbejdere, dyrlæge Ole Caspersen har igen i både dagspressen og tv sat fokus på, at der fortsat kommer dyr til slagteriet i en tilstand, som er helt uacceptabel.
Desuden mener Karin Winsløw Christensen, at bødestraffen i den slags sager burde være betydeligt skrappere. Ofte ender de med bøder, der nærmest har symbolsk karakter.
– Det skal ikke være sådan, at det kan betale sig at tage chancen for, at dyrene slipper igennem kontrollen på slagteriet, mener hun.
- Jeg har haft en sag, hvor en vognmand nægtede at tage et sådan stakkels stærkt svækket kreatur med. Han var ikke nået til Ribe, før han blev ringet op med besked om, at han godt kunne køre tilbage og hente kræet. En dyrlæge havde i mellemtiden skrevet attest på, at dyret kunne tåle transporten. Hvad gør jeg så? Jeg kan ikke gøre andet end melde dyrlægen også. I den situation var bonden og vognmanden pludselig ansvarsfri. Det var dyrlægen, der påtog sig ansvaret - og han blev minsandten frikendt.
– Politiet tog ud og kikkede, så et pænt økologisk landbrug og fandt ikke grundlag for at gøre mere. Så hjalp det ikke, at vi her i veterinærkontrollen kunne fastslå, at det drejede sig om gamle sår, der var tilføjet koen over en periode – og heller ikke, at vi havde sendt huden fra den døde ko til nærmere undersøgelse på Landbohøjskolen, hvor eksperterne var enige om, at sårene var mindst otte dage gamle. Den rapport til et par tusind kroner blev også fejet til side af politiet.
– Det virker helt tilfældigt. Man kan ikke afgøre sådan en sag blot ved kaste et blik ind i en pænt passet stald, fastslår den vrede dyrlæge.
- Det er jo ikke det samme som i gamle dage, hvor køer stod i deres båse, adskilt fra hinanden. Når de går i flok, vil der altid været nogle af de stærkere, der vil dominere, og det bruger de hornene til. Derfor skal der være plads til, at andre køer kan holdes på afstand. Hvis de går for tæt, udløses køernes instinktive trang til at skaffe sig rum ved at stange. Det kan man ikke lave om på.
- Sagt på en anden måde. Vil man lave løsdrift med køer, der får lov at beholde deres horn, skal man enten regne med måske dobbelt så meget plads, så de kan undvige - eller også sætte propper på hornene. Hvis ikke, er det synd for dyrene, og det er landmandens ansvar.
- Derfor har jeg også sagt til landbrugsforeningerne, at de bør henvende sig til justitsministeren og sige, at branchen tager det her alvorligt, og at der bør sættes kraftigt ind mod dem, der gentagne gange forsynder sig på den måde. Men landboforeningerne har ikke gjort ret meget ved det endnu.
- De burde gøre det i selvforsvar. Disse promillebønder fylder for meget både på slagteriet, hos politiet og i pressen. Det siger sig selv, når det kun drejer sig om 2-300 dyr ud af 94.000 om året her hos os. Men meget kunne nok klares med en hurtigere sagsbehandling ved politiet. Vi har sager, der er flere år gamle, og som aldrig når at blive afgjort, selv om vi har prøvet at fremskynde dem.
- Det kan også svipse for folk, så de laver en fejlvurdering. Det er ikke dem, jeg er efter, slutter Karin Winsløw Christensen. Men derimod gengangerne, for de gør det bevidst, og det er synd for dyrene. Dér kunne politiet gøre utroligt meget ved at tage alvorligt fat på sagerne, men de ender alt for tit uden en afgørelse. Det forstår jeg ikke – ligesom jeg ikke forstår, at den slags sager i nogle storby-politikredse kan afsluttes på tre uger, mens de i andre, mere landlige politikredse kan trække ud, til fristen for at rejse tiltale er overskredet. Det er hverken fair over for dyrene eller over for dansk landbrug som helhed.