Stort potentiale for energipil og andre flerårige energiafgrøder

En rapport fra Energistyrelsen viser, at der er et stort potentiale for at øge produktionen af biomasse.

Energistyrelsen offentliggør en rapport om potentiale og barrierer ved energipil og andre flerårige energiafgrøder. Rapporten viser, at der er et stort potentiale for at øge produktionen af biomasse, og at der samtidigt vil være positive sideeffekter i forhold til miljø og klima.

Scenarier i rapporten viser, at biomasseproduktionen fra piledyrkning i 2025 kan øges med helt op til 2.8 mio. tons tørstof pr. år (45 PJ) afhængig af de givne rammevilkår.

Analyserne af landmændenes driftsøkonomi og andre incitamenter viser dog, at der med de gældende rammevilkår ikke kan forventes en større udvidelse af arealet med energiafgrøder i Danmark.

En hovedkonklusion i rapporten er, at en udbygning med energipil og andre flerårige energiafgrøder både vil kræve en formidlingsindsats i forhold til dyrkningspraksis samt økonomisk støtte, som betaler for de positive samfundsøkonomiske effekter, bl.a. mindsket udvaskning af kvælstof til vandmiljøet og reduktion i landbrugets udledning af drivhusgasser.

Følgende temaer behandles i rapporten:

- Afsætning og anvendelse af energipil

- Miljø-, klima- og natureffekter

- Scenarier for potentiel biomasseproduktion

- Erfaringer med dyrkning af energipil

- Driftsøkonomi og incitamenter

- Sammenligning af flerårige energiafgrøder.

Du finder rapporten "Kortlægning af potentiale og barrierer ved energipil" her.

Læs også