Siden Emmelev A/S i Otterup for en halv snes år siden anskaffede sin første rapsoliepresse, har virksomheden med jævne mellemrum - uden resultat - ansøgt skiftende skatteministre om afgiftslettelse på biodiesel.

For godt et år siden - i maj 2000 - oplevede man dog et lille lyspunkt, idet Skatteministeriet besluttede at fritage rapsolie (og andre biobrændsler) til opvarmningsformål for afgifter.

Imidlertid er det hovedsageligt større fyringsanlæg, som uden problemer kan anvende rapsolie, som i »rå« - ikke raffineret - tilstand har et naturligt indhold af ca. 10 procent glycerin. Hvis rapsolien skal anvendes i almindelige villafyr eller som brændstof til dieselbiler, er det nødvendigt at raffinere rapsolien til biodiesel. Det sker blandt andet ved at fjerne glycerinen, hvorefter olien kan anvendes i alle dieselmotorer og oliefyr - direkte eller blandet med almindelig dieselolie i et hvilket som helst forhold.

- Vi har prøvekørt anlægget i nogle uger, og her midt i juni kører vi problemfrit, fortæller direktør Bjarne Simonsen, der er medejer og daglig leder af Emmelev A/S.

- Uden at gå i detaljer med selve processen, så sker der det, at vi spalter glycerinen fra, således at vi får en anderledes olie, der direkte kan bruges i enhver dieselmotor. Imidlertid er det endnu ikke lykkedes at få biodiesel fritaget for afgift herhjemme. Derfor vil 95 procent af de 100.000 tons, vi kan producere om året, blive solgt til udlandet.

- I Tyskland sælges biodiesel fem-ti pfennig billigere pr. liter end dieselolie. Herhjemme vil det uden afgift nemt kunne sælges til en pris, der er konkurrencedygtig med dieselolie. Men, konstaterer Bjarne Simonsen, selv om alle politikere taler om at gavne miljøet, så har der indtil nu ikke kunnet opnås flertal for at fjerne afgiften på biodiesel.

Til sammenligning medfører forbruget af 100 liter biodiesel en nettoudledning af 45 kg CO2, 68 kg øvrige drivhusgasser samt 0,06 kg SO2.

Det vil med andre ord sige, at forbruget af Emmelev’s årsproduktion på 100.000 tons biodiesel i forhold til forbruget af den samme mængde fossil diesel vil skåne atmosfæren for udledning af 258.000 tons CO2, 5.000 tons øvrige drivhusgasser og 440 tons svovldioxid. - Tal, som man umiddelbart skulle tro, måtte gøre et vist indtryk på de politiske beslutningstagere!

Bjarne Simonsen henviser i den forbindelse til en pressemeddelelse fra Østrigs landbrugs- og miljøministerium, som oplyser, at det østrigske nationalråd den 1. marts i år har besluttet, at bilforhandlere forpligtes til fremover at oplyse forbrugerne om brændstofforbrug og CO2-udledning for alle nye personbiler.

- I praksis fjerner vi glycerinen fra næsten al den rapsolie, vi laver, siger Bjarne Simonsen. Det betyder, at vi ud over produktionen af biodiesel udvinder ca. 10.000 tons glycerin om året. Denne sælges som råglycerin, blandt andet til den farmaceutiske industri og til levnedsmiddelindustrien, hvor glycerin indgår i en lang række produkter.

- Som en yderligere »sidegevinst« ved rapsolieproduktionen får vi rapskager, der er et værdifuldt - og GMO-frit - foder til kreaturer. Rapskagerne er, blandt andet ifølge en rapport fra Sydvestjysk Landboforening Varde, en god energikilde og et godt tilskudsfoder til malkekøer. En øget brug af rapskager kan spare import af en masse udenlandsk protein, ligesom rapsdyrkningen har en beskæftigelsesmæssig virkning i landbruget. Dermed vil det samfundsmæssigt formentlig ikke koste noget at fritage biodiesel for afgift.

- Landskonsulent Christian Haldrup fra Landskontoret for Planteavl har beregnet, at det er fordelagtigt at dyrke raps i Danmark, hvis prisen på raps er mere end 1,6 gange kornprisen. Det kan vi nemt leve op til, erklærer Bjarne Simonsen. Vi kan betale en attraktiv pris for raps, og vi vil gerne i kontakt med flere landmænd, som vil dyrke raps.

- Teoretisk er der mulighed for at dyrke ca. 400.000 ha med raps i Danmark. For øjeblikket braklægges ca. 250.000 ha i Danmark. Non-food raps, som indgår i produktion af biodiesel, må dyrkes på brakarealer, så der skulle være gode muligheder for en forøgelse af produktionen.

Derfor ærgrer det ham, at man har forvirret debatten i Folketinget om afgiftsfritagelse for biodiesel ved at tale om koldpresset, rå rapsolie, hvis anvendelse i landevejstransporten vil kræve dyre ændringer af bilernes motorer.

- Det produkt - biodiesel - som vi laver, kan enhver dieselmotor køre på - rent eller i et hvilket som helst blandingsforhold med fossil diesel - uden problemer og uden ændringer af motoren. Det eneste problem er, at afgiften gør biodiesel så dyr, at den ikke kan konkurrere på prisen, understreger Bjarne Simonsen.