Juletræet bliver dyrere i år

Produktionsomkostningerne for landets juletræsproducenter er steget til op mod det dobbelte, og det får nu konsekvenser for juletræspriserne.

Julen nærmer sig. I hvert fald så meget, at salget af juletræer så småt er begyndt at komme i gang. 

Men flere måneder med krig i Ukraine og høj inflation kan mærkes ude hos de danske juletræsproducenter. En af dem er Jens Gudmund Hansen fra Bøjden på Fyn, der hvert år producerer op mod 100.000 juletræer.

- Vores omkostninger er steget til næsten det dobbelte, siger han til TV2.dk.

Og det har fået følger. Jens Gudmund Hansen oplyser således til TV-stationen, at han har hævet priserne på sine træer med en euro. 

Hvis man spørger hos brancheforeningen Danske Juletræer, er det ikke nogen usædvanlig oplevelse, som den fynske producent har haft i år.

- Alle omkostninger er steget. Til diesel, sprøjtemidler, emballage, kunstgødning, lønninger. Der er næsten ikke noget, som ikke er steget. Så samlet set er produktionsprisen på et juletræ steget. Samtidig er vi på vej ind i en periode med færre træer på markedet, siger direktør i foreningen, Claus Jerram Christensen.

Der bliver produceret cirka 10 millioner juletræer i Danmark. Heraf går 90 procent af træerne til eksport, heraf halvdelen til Tyskland. 
 

Læs også