Rådgivningsselskabet Velas’ adm. direktør har i sit første år sat gang i en omorganisering af selskabet, der skal kunne tiltrække nye kompetencer og ruste virksomheden til fremtidige opgaver.
På cirka 45-minutters tid er både den høflige small-talk, interview og fotos hos Velas’ kontor ved Horsens ordnet.
Om Velas’ adm. direktør Jacob Christiansen behandler resten af sit arbejde med samme effektivitet og ligefremhed, kan vi ikke berette. Men noget kunne tyde på det.
Topchefen for landbrugets største rådgivningsselskab har været på posten i et år, efter han i november 2022 overtog fra Jan Winther.
- Vi er langt fra slut med at vækste butikken
Og selvom det år også har båret præg af, at Jacob Christiansen har skulle lære meget, både om landbruget og virksomheden, har det allerede budt på flere markante ændringer i selskabet, samt udarbejdelsen af en ny strategi.
- Jeg været rigtig glad for mit skifte. Det har været en stor forandring for mig, fordi jeg har været vant til at være en del af en større organisation og har ikke kunnet træffe de endelige beslutninger. Nu er jeg pludselig ham, folk gerne vil have vendt tingene med. Det har været noget andet. Men det har været rigtig spændende, siger Jacob Christiansen.
Blå bog
Jacob Christiansen
-
Alder: 45 år
-
Bopæl: Viborg
-
Civilstand: Gift og tre børn
-
Uddannelse: Økonom, HD-afsætning
-
Karriere:
-
2006-2010: Senior Management Consultant, Cultivator
-
2010-2016: Strategic Partner, HedeDanmark
-
2016-2017: Head of Business Development, HedeDanmark
-
2017-2022: Forretningsudviklingsdirektør, HedeDanmark (fra 2020 i Hedeselskabet og fra 2021 divisionsdirektør i afdelingen Grøn Service)
-
2022-: Adm. direktør, Velas
Bordenden
Den nye topchef kom til Velas fra en stilling som divisionsdirektør i forretningsenheden Grøn Service hos Hedeselskabet. Her havde han en chef at svare til. For første gang i sit liv sidder Jacob Christiansen altså nu med ansvaret for de endelige beslutninger. Noget, han beskriver som »nervepirrende«.
- Specielt, eftersom vi stod et sted, hvor det var nødvendigt at lave en ny strategi. Og når man så står og skal være fremtidsseende og begynde at gætte lidt på, hvordan tingene udvikler sig, så er det bare rigtig nervepirrende. Der er jo ikke rigtig nogen at læne sig op ad af i den sammenhæng. De fleste gør, hvad de kan og kommer med nogle kvalificerede bud. Men vi gætter lidt, siger Jacob Christiansen.
Hvordan håndterer man det?
- Jeg er meget analytisk anlagt, og det har præget min karriere helt fra starten. Jeg kan tage hurtige beslutninger, men jeg tager dem ud fra et oplyst grundlag. Derfor har vi også gjort meget ud af, at vores analyser har taget afsæt i de rigtige personer. Det vil sige, vi har gjort meget ud af at spørge vores kunder, hvordan de har oplevet tingene historisk, og hvad de står overfor. Der er heldigvis mange videnskilder i vores branche såsom Seges og Landbrug & Fødevarer, så der er mange gode bud på, hvordan fremtiden udvikler sig.
Sporskifte
Med krystalkuglen i hånden har Jacob Christiansen vurderet, at fremtiden vil byde på et sporskifte i landbruget. Således vil branchen været præget af en fortsat strukturudvikling, klima og digitalisering.
Derfor skal man også kunne stå til rådighed med den nødvendige rådgivning til landmændene. Den første sten, der skulle ryddes af vejen, var dog at skabe klarhed om de evner, som Velas allerede lå inde med.
Talnørden var med til både opkøb og fyringsrunder: - Team spirit har altid hjulpet os
For det har måske ikke altid været lige nemt at kunne danne sig et overblik over rådgivningsmulighederne.
- Langt henad vejen har vi jo haft enormt mange stærke kompetencer. Men kunderne har engang i mellem haft en lille smule svært ved at finde ud af, hvad vi kunne hjælpe med, fordi det var så kompliceret. Det er vi i gang med at forsøge at udligne, for det er vores opgave at gøre det simpelt at henvende sig til os. I stedet skal kunderne have én kontaktperson, der så kan hjælpe dem videre med det hele, siger Jacob Christiansen.
Landbruget har et »ærgerligt« ry
Den adm. direktør hos Velas, Jacob Christiansen, oplever, at dansk landbrug har pådraget sig et dårligt ry i befolkningen. Et ry, han ikke mener, der på nogen måde er berettiget.
- Det er et ærgerligt ry. For når jeg møder kunderne i dagligdagen, kan jeg se, hvor seriøst de arbejder med alle de her problemstillinger, klima og bæredygtighed, som de i pressen ellers bliver beskyldt for ikke at gøre noget ved, siger den adm. direktør.
Udfordringen ligger i princippet hos Landbrug & Fødevarer, men Jacob Christiansen påpeger, at alle inden for landbruget i virkeligheden har et vist ansvar for at støtte offentligt op om erhvervet.
- Der var en på landbrugskongressen, der fik sagt noget i retning af, at man kun med viden kan stille krav. Det er jo i virkeligheden ikke dumt tænkt, for der er lidt mange, som er en part i den her sag, men som ikke er klædt på, i forhold til hvad der egentlig foregår, siger Jacob Christiansen.
Rift om viden
Fremtiden for Velas byder dog også på investeringer i ny viden. Først og fremmest har den adm. direktør været i gang med at ansætte nye folk, der ved noget om digitalisering.
Velas havde allerede gjort sig nogle knæbøjninger inden for feltet, da Jacob Christiansen trådte til. Men nu har man en decideret afdeling på næsten 20 mand, der alene arbejder med at omstille Velas til en langt mere digital forretning.
Et andet område er klima og bæredygtighed, hvor man ligeledes har hyret flere folk for at kunne specialisere sig, fremfor at have generalister på området.
Men skal Velas’ ambitiøse vækstplaner lykkes, kræver det, at én vigtig faktor er på plads, mener den adm. direktør. Man skal kunne tiltrække de rette kompetencer.
Tre skarpe til direktøren
Hvilken bedrift er du mest stolt over at stået i spidsen for?
Vi er fællesskab lykkedes med at sikre, at vores medarbejdere faktisk føler, at vi vil dem. Og at de er det største aktiv overhovedet for Velas. Og at de også i målinger, hvor vi spørger ind til det, kvitterer for det. Det er absolut det, jeg er mest stolt af. Men vi har også stadig noget vej at gå. Vi er sindssygt ambitiøse og vil være et sted, hvor man kan sammenligne sig med enten banker eller andre revisionshuse i forhold til den såkaldte »net promotor score«. Altså en objektiv måling af, om man er villig til at anbefale arbejdspladsen. Og der skal vi helt op i topenden af scoren, så vi har vej at gå.
Er der en konkret leder, du ser op til?
Henrik Poulsen, som var ved Ørsted (adm. direktør og siden bestyrelsesmedlem, red.). Jeg ved ikke, om han er for »old school«, men ham har jeg fulgt meget nøje og egentlig været ret begejstret for. Det har primært handlet om kommunikationsdelen. For mig er de bedste ledere altid stået ud ved at være meget stærke til at kunne kommunikere utroligt svære ting meget simpelt. Det er også sådan noget, Obama kan. Du er aldrig i tvivl om, hvad der bliver lukket ud af manden. Mens der ved andre, som f.eks. Kasper Hjulmand (Landstræner for herrernes fodboldlandshold, red.) eller en politiker, kan du få et kompliceret svar på et meget simpelt spørgsmål.
Hvordan vil du karakterisere din ledelsesstil?
Ydmyg og ærlig. Den ydmyge del kommer af, at jeg er født og opvokset et sted, hvor man tidligt lærte, at man ikke skulle være mere end andre. Og det har altid forfulgt mig. Jeg har brændt fingrene på de hovskisnovski-typer, som måske syntes, de var bedre end andre. Som egentlig startede med at præsentere deres titel, før de sagde deres navn, når de satte sig ind i et rum. Dem fandt jeg min vej i og sagde, at sådan skulle jeg i hvert fald ikke være. Jeg vil gerne lukke op for de input, som folk kommer med. De ting, de gerne vil have ændret. Så folk skal føle, at det er helt okay at komme med deres betragtninger. Og så vil jeg ellers gerne have, at vi kalder en spade for en spade. Og ikke pakker tingene ind.
For ifølge Jacob Christiansen er der rift om de få hænder, som kan arbejde med de ting, rådgivingsbranchen har behov for i fremtiden.
Og Velas specifikt står overfor en markant »generationsskifte«-udfordring i de kommende tre-fem år, hvor en gruppe på omkring 50 medarbejdere forventes at søge mod pension.
- Det har været en løbende proces for mig at gøre Velas en lille smule mere attraktiv, i forhold til hvad jeg oplevede, da jeg selv startede. Jeg har sagt noget i retning af, at folk skulle stå i kø for at komme ind og arbejde hos os. Der er vi ikke helt endnu, som du nok selv så, da du kom ind ad døren. Men vi kan klart mærke, der er en større interesse for at komme ombord. Der er mange flere, der søger job hos os end for et år siden. Og vi kan se, at vi tilsvarende har langt færre opsigelser. Så folk vil gerne med på rejsen, og de holder ved. Det er fedt at se, siger Jacob Christiansen.
Investering
Men flere folk betyder også højere omkostninger. Og som et landbrugsejet selskab er det i bund og grund landmændenes penge, som Velas investerer for. Så spørgsmålet er, om de nye medarbejdere kan tjene sig selv ind igen? For nogens vedkommende ikke endnu. Til gengæld bliver de guld værd i fremtiden, mener den adm. direktør.
- Helt overordnet ansætter vi ikke medarbejdere, vi ikke tror på bliver en god investering for Velas på sigt. Vi har et stort ansvar over for vores ejere i forhold til at passe på deres penge. Men vi har også et ansvar i forhold til at ruste deres virksomhed til fremtiden. Det kan vi ikke uden investeringer. I forhold til digitalisering har det givet sig selv, at vi skulle ansætte nye, fordi Seges har indført et nyt it-system, Intercount. Det har stillet nogle krav til, at vi skulle forstå alle de processer, der lå bag automatisering af bogholderi, moms osv.,siger Jacob Christiansen.
- Inden for klima- og bæredygtighed, er der ikke nødvendigvis kunder til lige nu. Det er noget, jeg har aftalt med bestyrelsen, at vi investerer i. Og så kommer der en tid, hvor vores kunder ringer til os og fortæller, at de skal til at registrere noget, eller samle op på data, og beder om hjælp til det. For eksempel ser vi en større efterspørgsel på assistance til biogas, fordi der kommer nogle store selskaber, der aftager enorme mængder.
Velas kommer dog til at holde fast i sin oprindelige kundegruppe, selvom man vil specialisere sig i flere nicher. Derfor vil man arbejde for altid fokusere på landmændenes behov, selvom man også vil gå ud og sælge ud af sin viden til andre målgrupper.
Om Velas
Velas er ejet af ni landbo- og familielandbrugsforeninger i Jylland og på Fyn. Foreningerne har mere end 4.000 aktive medlemmer.
Virksomheden har mere end 400 ansatte, og i det seneste regnskab landede man en bundlinje på 6,8 millioner kroner, hvoraf 4,5 millioner kroner blev udloddet til ejerforeningerne.