Sjællandsk planteavler: - Hvis Ukraine bliver medlem af EU, forandres støttesystemet totalt!

Det var en uhyre EU-kritisk Jens Henrik Madsen, som for godt og vel et kvart århundrede siden tog på udflugt til det europæiske fællesskabs hovedstad.

Landboforeningen samt Venstre-vælgerforeningen hjemme på Sydsjælland havde sammen inviteret på studietur i Bruxelles. Den på det tidspunkt cirka 30-årige landmand rustede sig til at høre bureaukrater og politikere bombardere ham med propaganda i EU-hovedsædet, men i stedet blev det en oplevelse lidt væk fra de bonede gulve i den belgiske storby, der gjorde Jens Henrik Madsen overbevist om, at forpligtende samarbejder over landegrænser måske ikke er så tosset en idé.

- Nærmest lige udenfor døren til alle de dér fine kontorer var der både krigsmuseum og soldater-kirkegårde fra både Første og Anden Verdenskrig. Det var en enorm kontrast, der godt nok blev noget af en øjenåbner for mig, fortæller han.

- Især gravstederne fra de to verdenskrige satte det hele i perspektiv. For hvor er det dog i bund og grund fantastisk, at vi på demokratisk og civiliseret vis kan diskutere krumme agurker og alt muligt andet i stedet for at skyde på hinanden. Lige siden har jeg været en glødende tilhænger af EU, der for mig først og fremmest er en fredsbevarende foranstaltning, som jeg støtter mere end 100 procent, tilføjer den i dag 57-årige landmand.

Jord i lige linje

Det er ret tydeligt for gæster på Skælskørvej 73 lidt nord for Fuglebjerg, at matriklen engang rummede et meget beskedent husmandssted.

Jens Henrik Madsens forældre overtog tilbage i 1961 bedriften med dengang blot 10 hektar tilhørende jord. Siden har knopskydningen – med bygning på bygning – sat sit præg på gården. Ligesom Jens Henrik Madsen gennem årene har opkøbt jord i retning mod landsbyen Dalmose. I øvrigt helt bevidst på et samlet areal, der nærmest befinder sig i en lige linje.

- Den første ekstra jord, jeg opkøbte, var i netop Dalmose. Det er en kæmpe fordel, at jeg efterfølgende har erhvervet flere marker på netop dén strækning. For det betyder, at når jeg forlader jorden i Dalmose, kan jeg kigge til det meste af mine besiddelser på vejen tilbage i stedet for hver gang at skulle køre måske 10 eller 20 kilometer i alle retninger, som han formulerer det.

Brødre arbejder sammen igen

Danmarks optagelse i det daværende EF skabte på mange måder optimisme i dansk landbrug. Således også hos Jens Henrik Madsens forældre på den lille bedrift i det, der ellers ofte benævnes »herregårdenes land« i den vestlige del af Sydsjælland.

Med udsigt til det nye, store, fælles, europæiske marked byggede hr. og fru Madsen først kostald og siden gylletank. Jens Henrik Madsen og hans bror Richard overtog landbruget i 1988 og drev det sammen i ni år, indtil de gik hver til sit på grund af uenigheder. I dag arbejder de to brødre igen fint sammen, idet Jens Henriks 210 hektar hvede, byg, raps og sukkerroer drives sammen med bror Richards 90 hektar jord og sønnen Anders’ kornmarker af cirka samme størrelse. Om end de tre landmænd stadig har særskilte selskaber.

- Og så må jeg hellere huske at nævne, at jeg desuden leverer en hel del halm, så de også kan holde varmen inde i byerne, smiler Jens Henrik Madsen.

Nyder livet som planteavler

Fuglebjerg-landmanden sidder i landboforeningen VKST’s bestyrelse med ansvar for Slagelse og Næstved kommuner. Han er gift med færingen Suffia, og sammen har parret – udover landmandssønnen Anders – ligeledes Martin, som er kemiingeniør på Novo Nordisk, og Katrine. Datteren er handicappet og passes af sin mor, når hun ikke hygger sig på dagtilbuddet i Næstved.

Jens Henrik Madsen understreger, at han ikke kunne forestille sig at være noget som helst andet end fødevareproducent. Allerede som barn var han pænt ligeglad med skolen – der såmænd bare var et sted, hvor han sad og glædede sig til at komme hjem og køre traktor plus passe køerne. Som voksen blev han dog træt af dyreholdet og mæt af besværet med at have ansatte, så dyrene blev sat ud, og i dag er han alene om bedriften.

- Det er fedt at være planteavler, siger han.

- Her om vinteren er der jo stille det meste af tiden. Så kommer den travle tid om foråret. Og så den megatravle tid, når der skal høstes. Man kan se værdien af ens arbejde, når tingene vælter op af jorden. Årstidsvariationen er vildt spændende. Jeg kan slet ikke undvære dette liv, tilføjer Jens Henrik Madsen.

Tror på fremtiden

Det glæder ham, at sønnen Anders – som har et deltidsjob ved siden af – ligeledes er begyndt som landmand.

- Hvis han en dag overtager gården og jorden, bliver det skønt som 90-årig at rulle rundt derude på cykelstien og holde øje med, hvad knægten laver, lyder det.

- Jeg tror såmænd også på en fin fremtid for vores erhverv. For godt nok taler man meget om jordudtagning, men det kan jo aldrig gå hen og gøre den reducerede landbrugsjord mindre værd. Så er der selvfølgelig kvælstofreguleringen og den grønne trepart, der trækker i den anden retning. For godt nok bakker jeg op om treparten. Alternativet havde været værre. Men jeg har godt nok svært ved at se fidusen i, at en landmand skal sige ja til 80.000 kroner for at skabe en skov, hvis det koster halvdelen af beløbet at plante træerne. Så har man fået 40.000 kroner tilbudt for ikke at have nogen som helst indtægt på dét areal ud i al fremtid. Gad vide, hvad kreditforeningerne siger til det, funderer Jens Henrik Madsen.

Fællesskabet blev en succes alt for hurtigt

Inden sønnen måske tager over, vil hektarstøtten – i hvert fald som vi kender den i dag – givetvis være forsvundet eller markant forandret. Jens Henrik Madsen konstaterer tørt, at EU-tilskuddet til landmændene er et produkt af, at den gamle kul- og stålunion alt for hurtigt blev en alt for stor succes, der endte i gigantiske smørbjerge og enorme dynger af kornlagre. Derfor besluttede man at give støtte og nærmest diktere handel til verdensmarkedspris. Kornpriserne faldt, og brakkrav blev indført, begge dele til stor utilfredshed hos bønderne.

Om den nuværende støtte på cirka 1.900 kr. per hektar siger Jens Henrik Madsen:

- Det er blevet, som det er, og det er ikke noget, jeg selv har valgt. Man kan vælge at stå på perronen og brokke sig eller at være med på toget – og i øvrigt hoppe af, når man synes. Man kan jo ikke bare melde sig ud af samfundet. Jeg har svært ved at se for mig, at toget pludselig kører baglæns. Tusindvis af mennesker i systemet lever af at arbejde med vores skemaer. Selv om jeg personligt foretrak at tage den rigtige pris for varerne uden støtte, kan vi givetvis aldrig helt slippe for kontrol. Man ville jo stadig kontrollere sådan noget som gødnings- og pesticidforbrug.

Langsom udfasning, tak

At EU-støttens nedtrapning og udfasning fortsætter, er han dog ikke i tvivl om. Hvilket der da også er lagt op til forud for forhandlingerne om den næste CAP-reform. Her vil ikke mindst nye udvidelser af unionen – en tanke, som Jens Henrik Madsen i øvrigt er tilhænger af – skubbe yderligere til udviklingen:

- Hvis Ukraine bliver medlem af EU, forandres støttesystemet totalt! Så står man med en enorm problematik og en kæmpe diskussion foran sig, idet enkeltbedrifter dernede svarer til det samlede, danske landbrugsareal. Ja, og Ukraines landbrug ville fylde en tredjedel af landbruget i hele EU. Man kan jo ikke bare give de dér kæmpestore selskaber milliarder af kroner, vel? Støtten til ukrainerne kan kun komme ét sted fra: Vi andre. Jeg skulle jo nok selv klare mig, men min søn, der lige har købt en ejendom, kunne blive hårdt ramt. Derfor er det også vigtigt, at man udfaser langsomt og i små step. Store omvæltninger skal ikke ske på én gang, siger Jens Henrik Madsen.

Den sjællandske landmand med besøgserfaring fra de belgiske krigsgrave tilføjer:

- Man er nødt til at tale om genopbygningsstøtte fremfor landbrugsstøtte, hvis Ukraine bliver en del af fællesskabet. Det system, vi kender, skal omlægges fuldstændig. Men nu skal vi lige have noget fred først.