Rene er gået fra 60 til 550 hektar siden år 2000: Man kan udvide og sætte sig i gæld, eller sælge og komme godt ud af erhvervet
En landmand ved Thorsø har investeret i nye transpondere, der giver færre dyr i »tomgang« og hjælper til med at malkekøerne udnytter foderet bedre.

Rene Rasmussen købte gården Knudsminde i 2000. I dag er bedriften på 550 hektar og 300 malkekvæg med en ydelse på 13.700 kg EKM. Foto: Louis Andreas Michaelsen.
Mælkeproducent Rene Rasmussen driver gården Knudsminde tæt ved Thorsø i Midtjylland.
- Vi lagde ud med 60 hektar i 2000, og nu driver vi 550 hektar. Vi har løbende moderniseret og har netop investeret i nye SenseHub transpondere. De små, smarte sendere om halsen på køerne giver os oplysninger om foder, brunst og en række andre ting. Dermed optimerer vi foderindtaget, forklarer Rene Rasmussen.
Sagsbehandling i slowmotion
Transponderprojektet beløb sig til 320.000 kroner og kommer dermed i betragtning til 40 procent i støtte under EU-ordningen ”Miljø- og klimateknologi”:
- Men styrelsen tager sig god tid. Jeg indsendte projektbeskrivelse i december. I marts blev det godkendt. I september fik jeg at vide, at nu kunne jeg søge om pengene, men jeg har endnu ikke set en krone. Når jeg selv får regninger, skal jeg betale med det samme.
Mere af det samme
Rene Rasmussen er dog mere bekymret for, hvad politikerne, NGO’erne og andre finder på i fremtiden og om nye krav kan opfyldes med ny teknik.
- Jeg vil gerne opfylde kravene, når de er rimelige. Men det er lige før, man overvejer, hvad man skal. Man kan udvide, sætte sig i gæld og acceptere kravene, eller man kan sælge og komme godt ud af erhvervet, siger Rene Rasmussen.
De 300 holsteinkøer i stalden tygger drøv uvidende om den slags overvejelser. Køerne leverer såmænd blot mælk til de tørstige og forhåbentlig taknemmelige danskere, der hver dag kaster sig over ost, mælk og syrnede produkter – frisk fra stalden.

De nye transpondere om køernes hals har fået 40 procent EU-støtte. Foto: Louis Andreas Michaelsen.

Den nyfødte kalv er fremtiden, men har dansk landbrug en fremtid, grubler Rene Rasmussen over. Foto: Louis Andreas Michaelsen.

Først kom stalden i 2001 – så stuehus i 2008 – i den fornuftige rækkefølge. Foto: Louis Andreas Michaelsen.
