Er der en fremtid for dansk landbrug og fødevareproduktion?

Sådan lød indgangsspørgsmålet ved et debatmøde torsdag aften på Bygholm Landbrugsskole, hvor Elevforeningen Bygholm, havde inviteret repræsentanter fra både landbrugsorganisationer, miljøorganisationer og fødevareerhvervet til en paneldebat omkring fremtidens danske landbrug.

Det hele blev ledet af en kendt ordstyrer i form af DR-journalisten og tv-værten Clement Kjersgaard

Paneldeltagerne – Landbrug & Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, Arla, Dansk Vegetarisk Forening, Greenpeace, Tænketanke Frej, indehaver af Gram Slot, Svend Brodersen, og Danmarks Naturfredningsforening – alle kunne klart svare »ja« til spørgsmålet – for flere af parterne dog efterfulgt af et »men«..

For mens man både hos Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug ser landbruget som en del af løsningen omkring klima og miljø, afslørede debatmødet, at man hos både Greenpeace, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Vegetarisk Forening, ser landbruget som en del af problemet – i hvert fald i erhvervets nuværende form.

Sidstnævnte gruppe så gerne at mere landbrugsjord blev taget ud af drift til fordel for natur, samtidig med at det resterende landbrug lagde om fra animalsk til vegetabilsk produktion.

Kød koster klima

Det var ikke mindst den store danske produktion af svin, samt kvægholdet i forbindelse med mejeriprodukter, der især kom i fokus under debatten.

-  90 procent af det, der produceret bliver eksporteret. Lad en fond købe konkursramte landbrug med kvæg og svin og plant i stedet, lød opfordringen fra Kristian Slot, landbrugspolitisk rådgiver, Greenpeace.

-  Men flytter kødproduktionen så ikke bare til andre lande, ville Clement Kjersgaard vide.

 - Nej, for andre lande skal også reducere deres klimabelastning, lød svaret fra Kristian Sloth, hvorefter Clement Kjersgaard påmindede ham et land som USA, hvor præsidenten har trukket sig fra alt hvad der hedder klima-aftaler.

- Der er jo ingen global konsensus på området, konstaterede Clement Kjersgaard.

Mere dansk kød

I den anden ende af skalaen ved debatmødet var Bæredygtigt Landbrug, og her ser landmand og bestyrelsesmedlem Peter Kiær ingen grund til at begrænse dansk landbrugsproduktion af kød, tvært imod:

-  Det er en global ting med udbud og efterspørgsel. Faktisk burde vi producere mere i Danmark, da vi er mere klimavenlige end andre lande på området, konstaterede Peter Kiær.

Og heller ikke hos Landbrug & Fødevarer vækker ønsket om mindre dansk landbrugsproduktion af kød og mælk gehør.

-  Jeg bliver helt ked af at høre, at det for mange kun handler om at begrænse og skære ned i landbruget. Vi kan lave løsningerne for dansk landbrug i fremtiden – også i forbindelse med klimaet, lød det fra Christian Hüttemeier, der er kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer,

Han lagde samtidig ikke skjul på, at han bestemt ikke kan se nogen som helst mulighed i at halvere kødproduktionen i Danmark, sådan som flere miljøorganisationer og enkelte politikere har talt for.

- Det er måske lidt naivt set i lyset af at flere og flere mennesker i verden træder ud af fattigdom – så kødforbruget går kun en vej – op, konstaterede Christian Hüttemeier.

Kød er på vej ud

-  Dansk Landbrug har en fremtid, men er i ubalance nu, lød det fra Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, der mener ud fra de tendenser og medlemstilgange han ser til foreninger som hans, at kød generelt er på vej ud.

-  Bæredygtigheds-trenden har givet vind i sejlene, og jeg glæder mig til flere bælgfrugter fra danske landmænd i form af ærter, linser og bønner, konstaterede Rune-Christoffer Dragsdahl, der generelt mener at den frugtbare landbrugsjord bør bruges til afgrøder til mennesker, mens den ufrugtbare så kan bruges til dyr.

Omkring 200 var mødt op til debatmødet i Horsens, der blev holdt på Bygholm Landbrugsskole.

Debat