Dom gør familiehandler mindre attraktive

En ny dom i Østre Landsret betyder, at man skal være lidt mere varsom med at bruge +/-15 procentreglen ved familiehandler. Det er dog stadig en fordel for mange at benytte reglen, vurderer skatteekspert.

En ny skattedom i Østre Landsret betyder, at rammerne for at bruge +/-15 procentreglen ved handel med fast ejendom i familiehandler indsnævres. Det fortæller chefrådgiver i skat, Jens Chr. Obel, LandboNord.

- Det er dog fortsat en fordel for mange at benytte +/-15 procentsreglen. Man skal dog være lidt mere varsom med at bruge den end tidligere, siger Jens Chr. Obel i en kommentar til dommen.

+/-15 procentreglen benyttes i dag af mange landmænd til at handle til 15 procent under vurderingsprisen, når de sælger deres ejendom til deres barn/børn. Dét ændrer dommen som nævnt ikke på.

Fremover vil myndighederne imidlertid kunne slå ned på sager, hvor de vurderer, at der er uforholdsmæssig stor afstand mellem ejendommens reelle værdi og salgsprisen. Dermed kan myndighederne nu hejse det røde stopskilt i sager, hvor familien kanaliserer en stor del af familieformuen videre til næste generation uden afgift.

Sager står i kø

Jens Chr. Obel fortæller, at dommen får betydning for en lang række andre ejendomshandler, som har stået i kø hos Skattestyrelsen. Det skyldes, at styrelsen har villet afvente dommen i Østre Landsret, inden den giver bindende svar i sagerne.

- Med dommen er der kommet en afklaring, så handlerne kan gennemføres, fortæller Jens Chr. Obel, der dog bemærker, at dommen stadig kan nå at blive anket.

Den aktuelle sag handler om en ejendom, som et par køber for 62 millioner kroner. Derefter sælger parret ejendommen videre til deres børn og børnebørn for 32 millioner kroner. Forskellen på de 30 millioner kroner ville parret dermed sende videre til de næste generationer uden gaveafgifter.

- Den slags trafik, hvor der er uforholdsmæssig stor forskel mellem ejendommens reelle værdi og salgssummen, er der nu sat en stopper for. Men der er mange nuancer i sagen. Det afgørende er, at +/-15 procentsreglen ikke er afskaffet. Men der kan være særlige omstændigheder, der kan føre til, at en ejendomsvurdering ikke kan bruges som grundlag. Og det skal man være opmærksom på ved overdragelsen, siger Jens Chr. Obel.

Vær i god tro

Han tilføjer, at man som sælger skal overdrage ejendommen i familiehandlen i god tro.

- Hvis ejendommen sælges til en væsentligt lavere pris end den eksterne vurdering, som man har fået, inden den blev overdraget, er man ikke i god tro. Og så risikerer man at skulle betale en stor gaveafgift, lyder det fra Jens Chr. Obel.

Han fortæller videre, at Skat har indført en række holdepunkter, som myndigheden fremover tjekker for at afgøre, om der er tale om grove overtrædelser af reglerne.

I den konkrete sag skal køberne betale gaveafgifter på 4,4 millioner kroner, efter at dommen faldt ud til Skats fordel.

Læs også