Mægler: Unge landmænd er stadig i markedet, men på andre vilkår

Markedet for landbrugsejendomme er præget af, at eksisterende landmænd vækster og køber tillægsejendomme. Unge landmænd er stadig i markedet, men det er på andre vilkår, fortæller landbrugsmægler.

Markedet for landbrugsejendomme er præget af, at eksisterende landmænd vækster og køber tillægsejendomme. Unge landmænd er stadig i markedet, men det er på andre vilkår.

Det fortæller Ivan Kubstrup, der arbejder med salg og vurdering hos ejendomsmægleren EDC Videbæk Landbrug.

- Tidligere var det selvejet (VSO), men nu er det i stedet unge landmænd, der bliver partnere med investorer eller tidligere arbejdsgivere, hvor de sammen danner et selskab. Simpelthen for at kunne finansiere et professionelt landbrug, konstaterer han.

Derudover oplever han særligt to typer af købere:

- Den ene er energiudviklere, som erhverver jord til eksempelvis solceller og vindmøller. Der var meget aktivitet for et års tid siden. Der er mere ro på nu, siger Ivan Kubstrup, der konstaterer, at energiudviklernes interesse er aftaget i takt med, at strømpriserne er faldet.

- Derudover ser vi naturinteresserede, der køber jord, som tages ud af normal landbrugsmæssig drift, og i stedet anvendes til skovrejsning, lavbundsområder eller blot natur til fremme af biodiversitet. Det er typisk større virksomheder, der gerne vil balancere deres CO2-regnskab. De vil gerne gøre noget godt for at opveje for deres produktion og styrke deres ESG-profil. Det gør nogle virksomheder ved at henlede opmærksomheden på at skabe natur, biodiversitet og reduktion af CO2 – alt sammen egenskaber, som jordarealer kan være medvirkende til.

Ifølge Ivan Kubstrup har naturudviklerne dermed overhalet energiudviklerne på markedet.

Læs også