Biomasseleverandører skal have betaling for deres bidrag til den grønne omstilling, der sker via biogasanlæg, mener Gitte Grønbæk.
I sidste uge sagde fødevareminister Rasmus Prehn (S), at det er meget vigtigt med et godt samarbejde mellem landmænd og energisektoren.
Men spørger man Gitte Grønbæk, der er direktør hos Danske Biomasseleverandører, kunne situationen være meget bedre, end den er nu.
- Landbrugs- og fødevareindustrien skal have betaling for de værdier, vi leverer til den grønne omstilling. Kort og kontant. Men det får vi ikke i den konkrete situation, siger hun og fortsætter:
- Vi vil gerne være en del af den grønne omstilling, men det giver ikke mening, hvis landbrugs- og fødevareindustrien ikke får betaling for de værdier, man bidrager med, mens det økonomiske overskud lander uden for erhvervet i kapitalfonde og udenlandske selskaber.
Tvist om afregning
Det, som direktøren peger på, når hun snakker om værdier, er, den afregning, som biomasseproducenterne mener, de har krav på for at levere gylle til biogasselskaberne.
Flere steder i landet har landmænd oplevet, at biogasselskaber ikke vil betale for den værdi, gyllen giver i værditilvækst for biogasselskaberne. Det gør sig blandt andet gældende i selskaber, der har fået nye investorer.
- De selskaber, der er landmandsejet, er der ikke nogen udfordringer i, for de betaler jo for gyllen. Men når der er udbudsrunder omkring støtte til nye biogasanlæg, så kan de ikke konkurrere, fordi de har brug for et større støttegrundlag, da de betaler penge til landmændene for deres gylle, forklarer Gitte Grønbæk.
Flere udfordringer
Men det er ikke kun på den manglende pris på levering af biomasse til biogasselskaberne, at man visse steder i landbruget ser ind i udfordringer fremadrettet.
Kort før jul indgik Nature Energy en aftale med Royal Unibrew om at aftage mask fra bryggeriet i år. Men det kan skabe problemer for sjællandske kvægbrugere, der kan komme til at mangle den grødagtige masse, der er rig på fibre og protein som tilsætning i det daglige foder.
Dog lykkedes det for Landbrug & Fødevarer at få en udbudsrunde på plads med Nature Energy, så landmænd kunne sikre sig del i masken. Det er dog ikke sikkert, at det bliver sådan fremover.
Og set fra Gitte Grønbæks stol er der en ting, der er af afgørende betydning i den kommende tid, ikke mindst set i lyset af, at der er fuld gang i planerne om at udbygge produktionen af biogas flere steder på Sjælland.
- Vi står overfor en ekstrem vigtig fase, og jeg kan kun anbefale landmænd at se deres kontrakter rigtig godt igennem og forlange betaling for deres gylle.
- Vi står overfor en ekstrem vigtig fase, og jeg kan kun anbefale landmænd at se deres kontrakter rigtig godt igennem og forlange betaling for deres gylle.
Gitte Grønbæk
Kritisk regelændring
Ifølge Gitte Grønbæk arbejder biogasproducenterne på at få fjernet den såkaldte 75/25-regel, der kræver, at 75 procent af tørstoffet i biogasproduktionen kommer fra husdyrgødning og 25 procent fra andet.
- Og det vil også være kritisk, for det vil betyde, at der bliver endnu større konkurrence om de biprodukter, der er på markedet, og som egentlig er foderegnet, siger hun.
I et interview med LandbrugØst pointerede Rasmus Prehn, at det også er vigtigt, at man ikke bruger »maden til at lave energi af«. Den udmelding hilser Gitte Grønbæk velkommen – med et forbehold.
- Jeg håber, at Rasmus Prehn også mener, det gælder for alle de biprodukter, der er egnede til foder og dermed ender som fødevarer.