Klimaaftalen kommer i internationalt fokus

Den netop indgåede klimaaftale for landbruget bliver vist frem internationalt ved det igangværende Cop29-topmøde, der afvikles i Aserbajdsjans hovedstad Baku. For der skal internationale løsninger til.

Tirsdag er der mad, landbrug og vand på programmet ved klimaarrangementet Cop29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku. Her bliver den aftale om et grønt Danmark, som blev præsenteret i går, vist frem.

Blandt andet er Landbrug & Fødevarer sammen med Food Nation, FN-fonden sammen med Aim for Climate-samarbejdet værter ved et arrangement på den danske pavilion, hvor internationale talere vil diskutere, hvordan man reducerer udledninger fra fødevareklyngen og styrker global modstandsdygtighed. Det oplyser det danske klimainitiativ State of Green.

Senere på eftermiddagen vil Food Nation og Landbrug & Fødevarer drøfte, hvordan man kan bygge bro og finde samarbejdsveje for bæredygtigt landbrug og klimahandling.

Kræver internationale løsninger

For hvis man skal gøre noget grundlæggende ved klimaproblemerne, rækker den danske indsats meget lidt i et globalt lys.

Og samtidig er det meget vigtigt, at klimaindsatsen ikke betyder, at dansk landbrug bliver mindre konkurrencedygtigt i EU-sammenhæng. Det siger EU-parlamentariker Asger Christensen, der nu skal være med til at sørge for en europæisk løsning på området.

- Det har topprioritet hos mig, at vi nu skal finde en europæisk løsning. For kun sådan sikrer vi lige konkurrencevilkår og europæisk fødevareforsyningssikkerhed. Men det kræver nok lidt mere end to kopper kaffe med den nye landbrugskommissær, siger Asger Christensen.

Det hører med til historien, at den kommende luxembourgske landbrugskommissær, Christophe Hansen i sidste uge undlod at snakke om det danske klimatiltag på landbrugsområdet, da han skulle grilles af EU-parlamentet.

Advarer mod bureaukrati

I en yderligere kommentar til mandagens begivenheder udtrykker Asger Christensen tilfredshed med, at aftalen om et grønt Danmark er faldet på plads. For det er en aftale, han kan se sig selv i, både som landmand og som politiker, som han udtrykker det.

- Det er rigtig godt, at der nu er landet en aftale. Det giver stabilitet og forudsigelighed. Det har vi brug for i en verden med krig på det europæiske kontinent, Trump i det Hvide Hus og uroligheder i Mellemøsten, siger MEP’eren og fortsætter:

- Vi skal have klare og faste rammer for vores fødevareproduktion, så vi kan have øjnene på målet, nemlig vores fødevareforsyningssikkerhed.

Han tilføjer, at det nu er afgørende, at aftalen ikke drukner i bureaukrati.

- Vi skal være helt sikre på, at dele af aftalen ikke drukner mellem to stole eller skaber yderligere bureaukrati for produktionsdanmark. Systemer og styrelser bliver nødt til at kunne tale sammen. Derfor er jeg rigtig glad for, at man nu har oprettet et selvstændigt ministerium for implementeringen, siger han.

Læs mere om Den grønne trepart

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en stor omlægning af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også