+25 øre: Kreaturnoteringen fortsætter sin stigning

Det er fortsat gode priser, der kendetegner det europæiske marked for okse- og kalvekød, men de første tendenser til kunder, der trækker sig grundet prisniveauet, begynder nu at vise sig. Det er dog ikke på et niveau, der kan flytte priserne.

Det melder Danish Crown Beef I sin ugentlige beretning, hvor noteringen for kreaturer i alle kategorier stiger med 25 øre.

- Vi har generelt en god, bred afsætning, og efterspørgslen i Europa er fortsat god. Der er enkelte markeder og sektorer, som begynder at tale meget pris, men med den nuværende aktivitet i markedet, er der ikke noget, der taler for, at priserne skal justeres nedad – tværtimod. Der, hvor det kan give udslag, er i forbrugertendenserne, men det er for tidligt at sige, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Salget til de nære eksportmarkeder i Europa er fortsat godt. På det danske marked handler det i høj grad om hakkekødet, som er efterspurgt.

- Vi skruer op for kapaciteten i den kommende uge. Både fordi vi har en mindre pulje af udsatte dyr, og også fordi vi skal samle varer til de kampagner, vi har på bedding. Her er det især hakkekødet, vi skal have samlet sammen, for det danske marked er fortsat godt trods årstiden, tilføjer Henning Sønnichsen.

Der er blevet slagtet som forventet på slagterierne, hvor kapaciteten har været øget i den forgangne uge. Dermed er der reduceret i puljen af udsatte dyr, men der vil stadig blive skubbet en mindre mængde til kommende uge. Her er kapaciteten også øget, og derfor forventes det, at der vil være stort set slagtet op ved ugens udgang.

Læs også