Nyt for hjemmeblandere: Automatisk sigte holder selv øje med partikelstørrelsen

Vestjyllands Andel høster to stjerner på Agromek for en automatisk sigtemaskine »VA SizeMatters«, der selv holder øje med formalingsgraden. Derved sikres dyrenes sundhed, produktivitet og velfærd.

Nu kan du dagligt holdes opdateret på partikelstørrelsen på det korn, du maler til dit foder. Og det endda uden at løfte en finger for det selv.

Denne nye mulighed skyldes et nyt system fra Vestjyllands Andel, der er udviklet til hjemmeblandere, og som belønnes med to stjerner på Agromek.

VA SizeMatters hedder det nye system fra Vestjyllands Andel.

Det er i bund og grund en sigtemaskine, som selv sørger for at aflæse strukturen i takt med, at der produceres foder.

Derudover udtager sigtemaskinen selv en prøve, så tit det ønskes, for at sikre optimal foderudnyttelse.

Kan aflæses

Formalingen bliver opdelt i fire dele: <1 mm, 1-2 mm, 2-3 mm, og >3 mm, som vejes og omregnes til procent, hvorefter data kan aflæses på en skærm.

Ens møller kan tilkobles direkte til systemet for på den måde at opnå en automatisk styring af formalingen.

Fra Agromeks dommerudvalg lyder det, at VA SizeMatters bidrager væsentligt til både bæredygtighed og dyrevelfærd.

- Det sikrer, at partikelstørrelsen i foderet holdes på et niveau, hvor maveforandringer hos grise og søer undgås, lyder det fra dommerne, der anerkender apparatet for sin evne til at sikre, at foderets partikelstørrelse er ensartet fra leverance til leverance, uanset det korn, foderstoffirmaet anvender.

- Denne præcisionsstyring gør det muligt for landmænd at opnå en højere grad af effektivitet i deres foderproduktion, hvorfor nyheden tildeles to stjerner.

Læs mere om Agromek

Følg med, når Effektivt Landbrug dækker Agromek 2024 i Herning. Læs alt om landbrugets seneste produktinnovationer og spændende nye teknologier.

Læs mere her

Læs også