Den grønne omstilling kommer til at betyde en væsentlig reduktion af det danske landbrugsareal i de kommende år, forventer Seges Innovation.
Udtagning af lavbundsjorde, større naturarealer og energiproduktion på landbrugsjord er begyndt at mindske det opdyrkede areal, men det vil blive mere udtalt i de kommende år.
Således regner Seges Innovation med, at den grønne omstilling vil betyde en reduktion af det opdyrkede arel på 10 procent i løbet af de næste 10-15 år. Og det vil få konsekvenser, ikke mindst for jordpriserne.
En analyse fra Agrocura viser, at den gennemsnitlige hektarpris på landbrugsjord de seneste tre år er steget med 20 procent til nu 150.000 kroner.
- Det er meget markant, og vi har ikke noget fortilfælde for, at en så stor del af arealet tages ud på så kort tid, og derfor er der udsigt til en væsentlig større stigning i jordpriserne, siger erhvervsøkonomisk chef i Seges, Klaus Kaiser, til DR Nyheder.
Generationsskifte biver sværere
Og mens det kan hjælpe på driftsøkonomien hos gårdejere nu, vil det vanskeliggøre generationsskiftet i landbruget, peger Klaus Kaiser på.
- De etablerede landmænds aktive værdier stiger med højere jordpriser. Omvendt skal nye landmænd etablere sig til højere priser, og det kan være vanskeligere for dem at få økonomien til at hænge sammen, siger Klaus Kaiser.
Som et led i landbrugsaftalen i 2021 blev det besluttet at fastlægge en drivhusgasreduktion af landbrugets udledning på 55-65 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990.
En stor del af det skal blandt andet ske gennem en ambition om at udtage 100.000 hektar lavbundsjorde og randarealer, og den seneste opgørelse viser, at der er igangsat udtagning af godt 30.000 hektar jord.
Ambitiøst og kompliceret
Der er dog stadig et stykke vej mod at nå de høje ambitioner på klimaområdet, og derfor lancerede Fødevare- og Miljøministeriet tidligere i år et nyt screeningsværktøj, der skal gøre det nemmere at få overblik over forskellige støttemuligheder, også i forhold til at udtage landbrugsjord.
- I 2021 var vi et bredt flertal i Folketinget, som satte os for at udtage op mod 100.000 hektar lavbundsjord som et led i den grønne omstilling af landbruget. Det er lige dele ambitiøst og kompliceret, fordi der er rigtig mange ordninger og aspekter at tage højde for. Det har også vist sig ikke at være uden udfordringer, og vi har derfor en opgave i at hjælpe indsatsen bedre på vej ved at gøre det langt mere gennemskueligt for ansøgerne, lød det ved den lejlighed fra fødevareminister Jacob Jensen (V), der var glad for det nye tiltag.
- Af den årsag glæder jeg mig over, at vi nu samler kræfterne endnu bedre på tværs af styrelserne, så det bliver nemmere at opnå tilskud gennem én fælles portal. Med det nye kort skaber vi nu en væsentlig større sammenhængskraft i den samlede udtagningsindsats, og det er helt afgørende for, at vi når vores politiske mål i Landbrugsaftalen.
Det nye screeningskort kan tilgås på Udtagningskort.dk. Dermed bliver det dyrkede areal endnu mindre.