»Uengagerede madindkøb ødelægger sundheden« hedder overskriften på en artikel, som vi har offentliggjort på hjemmesiden for Verdens Bedste Fødevarer.

Her gør formand Steffen Andersen sig til talsmand for det synspunkt, at Danmark har en veluddannet befolkning, der burde vide, at friske råvarer er bedre for sundheden end forarbejdede varer med højt indhold af salt, fedt og sukker.

Det er jo åbenlyst sandt. De fleste af os ved godt, at vi ikke spiser helt efter sundhedsanbefalingerne. Og de fleste af os kan så finde på at sige, at det er der jo heller ikke nogen, der skal tvinge os til.

Vi hylder det frie valg. Inklusiv retten til at træffe dumme valg, for er det ikke, som en læser skrev som kommentar på indlægget, os selv, der træffer de dumme valg?

Og det er ligeså åbenlyst os selv, der stikker hånden i chipsposen og fører den op til munden.

Grøntsager til filmen

Betyder det nu alligevel, at vi helt selv har valgt, hvad vi spiser? Når du køber ind, er der så ikke en rækkefølge, der »hjælper« dig til at hælde bestemte varer i vognen? Når du spiser aftensmad, har du så altid selv valgt menuen? Når du går i biografen, har du så en fair chance for at vælge grøntsager til filmen?

Helt åbenlyst ikke. Alle steder bliver vi guidet til fødevarevalg. Af butiksindretninger, emballagedesign, fødevarereklamer og andre tiltag, som markedsføringsfolket har kastet penge efter for at få dig til at spise mere af.

Vidste du, at der bliver brugt minimum 440 milliarder kroner om året på markedsføring af fødevarer? Og at markedsføringsværdien på friske fødevarer lokalt er stort set nul, noget større på internationalt mejeri, kød og grønt og størst på sodavand, slik og snacks?

Jeg vidste det ikke, før formanden regnede på det for mig. Men jeg ved det nu, og jeg spiser stadig alt for meget fedt, salt og sukker.

Er det min egen skyld? Ja. Og nej.

Måske kunne vi godt stille nogle flere krav til de der markedskræfter, selvom vi hylder dem?