I teorien kan naturen klare sig selv uden menneskelig indblanding. I praksis lever vi for længst i en verden, hvor den teori er sat ud af kraft. Mennesket er overalt.

Gennem landbrug, byudvikling, infrastruktur og ressourceudnyttelse er vi blevet en uundgåelig del af naturens ligning. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi påvirker naturen, men hvordan vi vælger at gøre det.

Ny international forskning fra Michigan State University peger på et ofte overset forhold. Reguleret rekreativ jagt er globalt forbundet med en bedre bevarelsesstatus for pattedyr. Ikke kun fordi jagt genererer økonomiske midler, men fordi jagten indgår i en bredere ramme af aktiv forvaltning, habitatbeskyttelse og incitamenter til at bevare naturområder.

Studiet viser, at arter, som indgår i velregulerede jagtsystemer, oftere har mere stabile eller voksende bestande end arter, der står uden for en sådan forvaltningsramme. Ikke fordi jagten i sig selv er løsningen, men fordi jagten bliver et redskab i en ansvarlig naturforvaltning.

Historien understøtter billedet

Det er et vigtigt perspektiv i en tid, hvor naturen presses langt hårdere af arealkrævende og naturødelæggende anvendelser end af reguleret jagt. Når jagt skaber incitamenter til at bevare sammenhængende naturområder og investere i levesteder, gavner det ikke kun de jagtbare arter.

Vildtpleje – motiveret af jagtinteresser – forbedrer også vilkårene for en lang række andre planter og dyr og udvider de økologiske rum. Det er et konkret bidrag til øget biodiversitet.

Historien understøtter billedet. I Danmark blev kronvildtet ikke udryddet i 1700- og 1800-tallet, selvom staten ønskede bestanden fjernet. Enkelte godser og skovejendomme valgte at beskytte og tolerere vildtet ene og alene på grund af jagtinteresser.

Disse lokale beslutninger gjorde, at små bestande overlevede og senere kunne danne grundlag for artens genudbredelse. Det er vanskeligt at hævde, at dette ikke også var en gevinst for biodiversiteten.

Bro mellem menneske og natur

Internationalt finder vi samme mønster. Fra de kongelige vildtbaner i Europa til etableringen af USA’s nationalparker har ønsket om at bevare vildt været en afgørende drivkraft bag beskyttelsen af store landskaber.

Præsident Theodore Roosevelt, der var passioneret jæger og kendt som »The Conservation President«, fredede over 100 millioner hektar land. Aldo Leopold, en af naturforvaltningens vigtigste tænkere, var ligeledes jæger og formulerede et natursyn, hvor brug og beskyttelse gik hånd i hånd.

Også i dag gentager mønstret sig. Mange rewildingprojekter tager udgangspunkt i tidligere jagtområder, som historisk har været friholdt for intensiv opdyrkning. Eksempler som Knepp Estate i England og danske projekter som Knudsskov og Knudshoved Odde viser, hvordan jagtens kulturarv kan danne fundament for moderne naturgenopretning.

Naturbeskyttelse uden lokal opbakning lykkes sjældent. Erfaringer både herhjemme og internationalt viser, at varig biodiversitetsbeskyttelse kræver ejerskab, ansvar og langsigtede incitamenter.

I den sammenhæng kan jagt fungere som en bro mellem menneske og natur. Ikke at det skal være målet i sig selv, men som en del af løsningen i en verden, hvor naturen allerede er dybt præget af menneskelig indgriben.