København ZOO: Zoo-dyrene fik 27.076 unger i 2023

Det har været endnu et positivt år for dyrebestanden i Zoologisk Have, der også har udsat masser af dyr til styrkelse af den danske fauna.

Hver år tæller ZOO dyrene, der bor i Haven, samt laver oversigter over, hvilke dyr der er født og opdrættet. Optællingen for 2023 efterlader ligesom årene før et positivt »afkast«.

- En af den moderne zoologiske haves opgaver er at sikre bæredygtige bestande af dyr, der kan inspirere og oplyse vores gæster og i mange tilfælde tjene som reservebestande, når dyrenes naturlige levesteder trues. I den sammenhæng har 2023 været endnu et godt år, hvor vi har »produceret« over 27.000 dyr – fordelt på store og små individer, lyder det fra zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen.

»Kongelige« djævle

Af de større og meste kendte dyr, der har fået unger, tæller blandt andet tapir, giraf, rød panda, vombat samt australske pungdjævle. Sidstnævnte er faktisk noget af en sensation.

- København ZOO er det eneste sted udenfor Australien, hvor det er lykkedes at få unger fra djævlene. I 2023 kom der tre unger, men siden 2013 har vi fået hele 29 pungdjævleunger - et imponerende tal og meget positivt, da bestanden er i tilbagegang på Tasmanien, lyder det fra Mads Bertelsen.

Djævlene har desuden et royalt islæt, da den oprindelige flok blev givet til det for nylig udkårede kongepar i forbindelse med – nu - kronprins Christians fødsel. De bor desuden i Marys Australske Have.

Tilskud til den danske natur

Det er ikke kun de »store« dyr, der er vigtige i ZOO. I avlscenteret for padder og insekter har der også være godt gang i produktionen.

- Vi har et stort fokus på dansk biodiversitet i ZOO. Derfor opdrætter vi sjældne danske arter her i Haven, som vi udsætter i genoprettede områder i den danske natur. Det er blandt andet tudser og biller, som bliver udsat i deres naturlige udbredelsesområder for at styrke den eksisterende bestand samt udvide områderne, de kan leve i, lyder det fra den zoologiske direktør.

I alt er der i 2023 opdrættet og udsat omkring 26.000 dyr til styrkelse af den danske fauna.

Sikrer bæredygtige bestande

Optællingen af dyrene i ZOO starter hvert år i december og varer flere uger. Og det er selvfølgelig ikke fordi man året igennem ikke har tjek på, hvilke dyr, der bor i Haven, understreger Mads Bertelsen.

- Dyreregistrering er naturligvis en del af det daglige arbejde. Det inkluderer alt fra fødsel og død til dyrlægebehandlinger, parringer, og mærkning med chip eller øremærker. I en travl hverdag kan det dog ske, at noget bliver overset. Det bruger vi så årsafslutningen som anledning til at følge op på – lidt ligesom butikker, der laver lageroptælling eller økonomi, der laver årsregnskab, forklarer Mads Bertelsen og fortsætter:

- Dyrebestandslisten er simpelthen en del af vores årsregnskab, og dermed også en status på arbejdet med at sikre bæredygtige bestande af en lang række dyrearter i det internationale avlssamarbejde, som ZOO indgår i.

539 dyr blev sendt videre i avlssamarbejdet i 2023 fra ZOO.

- Sammenlignet med de 103 dyr vi har modtaget, opfylder ZOO igen målsætningen om at bidrage til en overordnet positiv vækst af den generelle dyrebestand i zoologiske haver verden over, slutter Mads Bertelsen.

Dyreoptælling

Den samlede liste over dyr, der bor i ZOO pr. 31. december 2023, tæller 4094 individer.

Fødsel af dyr fordeler sig således:

Pattedyr: 220

Fugle: 284

Krybdyr: 79 (+ ca. 25.000 padder)

Fisk: 25

Insekter og leddyr: 1468 inklusiv grøn og sort pragttorbist

I alt: 2076 stk. + 25.000 padder

Kilde: København ZOO

Læs også