Det danske marked for okse- og kalvekød er fortsat på vej tilbage til en hverdag efter sommerferieperioden, men aktiviteten er ikke endnu på vanligt niveau i detailhandlen, lyder det fra Danish Crown, der i næste uge fastholder kreaturnoteringen.
Kreaturnoteringen er i næste uge uændret i alle kategorier for leverandørerne til Danish Crown.
I en markedsorientering skriver selskabet, at det danske marked for okse- og kalvekød fortsat er på vej tilbage til en hverdag efter sommerferieperioden, men aktiviteten er ikke endnu på vanligt niveau i detailhandlen.
- Vi har en fin balance i tingene på det danske marked, men det er ikke de store kampagner, der kendetegner billedet lige nu. Folk skal tilbage fra ferien og finde ind i en hverdag med hakkekød og familieretter igen, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.
- Folk skal tilbage fra ferien og finde ind i en hverdag med hakkekød og familieretter igen
Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef
Venter på Grækenland
På eksportmarkederne er der fortsat en god afsætning af de hængende varer til Spanien og Italien. På det tyske marked er tilførslerne uændret lave, hvilket presser priserne på levende dyr op. På det græske marked begynder der at tegne sig de første billeder på aktivitet efter ferieperioden for grækerne.
- Grækenland forventes at komme op i niveau efter ferie i den kommende uge, hvilket passer fornuftigt til en relativt stor tilførsel af Dansk Kalv. Vi har et godt brand i Grækenland med »Danish Veal«, og derfor er det vigtigt for os med god aktivitet i det marked, siger Henning Sønnichsen.