Den årlige Fodringsdag finder sted den 10. september, hvor alle med særlig interesse i kvægfodring har mulighed for at blive opdateret på aktuel viden – de kan blandt andet blive klogere på, hvad man kan gøre fodringsmæssigt for at leve op til den nye husdyrlov.
Der er ikke længe til, at kvægrådgivere, dyrlæger, ansatte i foderfirmaer, forskere, undervisere og mælkeproducenter med særlig interesse i fodring samles til den årlige Fodringsdag, arrangeret af Seges Innovation og Aarhus Universitet.
En dag, hvor der i år vil være et særligt fokus på den nye husdyrlov, som træder i kraft ved årsskiftet, og som ifølge Seges Innovation sætter helt nye og skelsættende standarder for, hvilke krav myndighederne sætter til fodring af køer.
- Man kan næsten ikke sige fodring af køer uden også at sige metanreduktion. Og nu bliver det meget konkret, idet loven om Grøn Omstilling fra 2021 skal implementeres og betyder, at konventionelle malkekøer skal fodres med en høj mængde fedt eller Bovaer fra 1. januar 2025, fortæller Nicolaj Ingemann Nielsen, tovholder for årets Fodringsdag hos Seges Innovation og fortsætter:
- Derfor handler en del af indlæggene på Fodringsdagen om, hvordan man fodringsmæssigt kan skrue foderplaner sammen, som lever op til lovgivningen, ligesom vi har inviteret indlægsholdere fra myndighederne og foderstofbranchen til at give information om, hvordan de håndterer den nye lovgivning.
Klimaforbedret grovfoderproduktion
Grovfoderproduktion kommer ifølge Seges Innovation også i fokus i forhold til klimaomkostningerne, ligesom roerne er i fokus i år, hvor majsudbytterne flere steder er udfordret.
Et andet emne, som kommer til at fylde på Fodringsdagen, er netop roer. Her vil man kunne få ny spændende viden om roernes omsætning i vommen, ensilering af roer samt nye metoder til håndtering og lagring af roer.
- Roerne er særlig interessant et år som i år, hvor majsen er udfordret flere steder på grund af den meget regn. Derudover præsenteres beregninger på klimaomkostninger ved dyrkning af græs, majs og roer, fortæller Nicolaj Ingemann Nielsen, som lover, at alle 11 indlæg på Fodringsdagen fokuserer på klare budskaber og højt informationsniveau.