- Vi skal finde løsninger på klimaudfordringerne, og det er ikke noget, der skal ske i fremtiden – det skal ske nu, mens vi taler.

Arla Foods’ CEO Peder Tuborgh lagde ikke skjul på, hvad der efter hans mening står øverst på mejeribranchens agenda, da han onsdag talte på IDF Global Dairy Conference 2021 på Axelborg i København.

- Nøglen til at løse problemet ligger ude hos landmanden, hvor køerne er, fortsatte han. Som virksomhed kan vi gøre en masse i form af omlægning til grøn strøm og reducere spild på mejerierne, men den virkelige udfordring ligger ude hos mælkeproducenten. Det er herfra, at 85-90 pct. af klimapåvirkningen kommer. Det er vores opgave som virksomhed at hjælpe mælkeproducenterne med disse udfordringer – vi skal investere i den nødvendige forskning, teknik og udvikling. Mange løsninger eksisterer allerede, tricket er at hjælpe landmændene med at få dem implementeret ude på bedriften.

Han understregede, at opgaven med at løse klimaudfordringen også rummer et udviklingspotentiale for sektoren.

- Hvis der nogensinde har været et tidspunkt at skabe fremtidens mejeribrug – så er det nu, sagde han.

Paneldebat

Hans indlæg var en del af en paneldebat, hvor fire topledere fra mejeriindustrien i Europa, Kina og USA skulle drøfte branchens potentialer og udfordringer.

Inden da havde Mejeriforeningens direktør Jørgen Hald Christensen og organisationens formand Steen Nørgaard Madsen budt velkommen til de omkring 130 internationale deltagere i Axelborgsalen og et tilsvarende antal, som fulgte konferencen via nettet fra forskellige destinationer på kloden.

Temaet for den tre dage lange konference for medlemmerne af IDF (International Dairy Federation) var "A Changing Climate for Dairy".

 

Kvæg