Jesper Fjordside, Ringkøbing, har fremtidssikret sin fodertildeling på Gammel Præstegaard med et nyt Lely Vector-fodersystem.
Der var godt med besøgende, da Jesper Fjordside slog dørene op til et åben stald-arrangement på Gammel Præstegaard ved Ølsted godt 10 kilometer uden for Ringkøbing.
Her har han 250 malkekøer og små 200 hektar jord, som han primært bruger til foderproduktion. For en måneds tid siden fik han sat gang i et foderrobotsystem, hvor en Lely Vector-robot sørger for en jævn tildeling af foder. Samtidig har mælkeproducenten skiftet de gamle Lely A3-malkerobotter ud med den opgraderede A5-robot. Men det er ikke det eneste, der er sket, fortæller Harriet Johannessen fra Lely Center Tarm.
- Vi har sat to foderrobotter og et foderkøkken i gang på Gammel Præstegaard hos Jesper og Mette Fjordside. Og det har kørt lige godt en måned nu her, siger hun og fortsætter:
- Det fodrer 24-7, og når det er ude og fodre, så skubber det også foder ind og aflæser foderhøjden på restfoderet. Og det betyder, at det fodrer efter behov. Så der kommer aldrig til at ligge for meget eller for lidt foder ved nogen køer eller ved nogen af ungdyrene, siger Harriett Johannessen, og bliver suppleret af Sten Hansen, der er salgskonsulent hos Lely:
- Man kan sige, at det er et virkelig godt gennemtænkt anlæg. Det er lavet på den måde, at den scanner foderhøjden hele tiden, så fodrer den optimalt hele tiden og sørger for, at der hele tiden er den rigtige mængde foder på foderbordet.
Naturlig tilpasning
Samtidig sker der en naturlig tilpasning af fodermængden.
- Hvis man fjerner nogle dyr i stalden eller lukker dem på græs, så regulerer fodersystemet selv mængden af foder, der bliver fodret. Så der ikke ligger noget og bliver for gammelt på foderbordet, fortæller Sten Hansen.
I en tilbygning til kvægstalden er der blevet sat en fodergrab op. Og det er en effektiv maskine, fortæller Harriet Johannessen.
- Den fodergrab, vi har, har en nøjagtighed på mellem 98 og 99 procent. Det er svært at gøre manuelt. For uanset hvem, man har til at fylde foderblokke i foderkøkkenet, så er det stadig fodergrabben og foderobotten, der sørger for nøjagtig fodring til alle grupper dyr, siger hun.
Øget robotinteresse
Gårdejer Jesper Fjordside fortæller, at han kontinuerligt har fået sit malkeudstyr fra Lely. Og at han er gået grundigt til værks for at finde den rette løsning til sin kvægstald.
Investeringen fra Jesper Fjordside kan ses som udtryk for en generel teknologisk udvikling. Sidste år blev Danmarks største Lely Vector-anlæg taget i brug i Nordjylland ved Ole Larsen,. nær Fjerritslev, og hos Lely mærker man øget interesse for robotteknologien fra landmænd.
- Vi mærker en kraftigt stigende interesse for det. Det er både på grund af mangel på arbejdskraft, men også fordi landmænd er ved at få øjnene op for det, siger Sten Hansen og fortsætter:
- Det er både energieffektivt, og vi kan lave en masse små blandinger, så vi kan fodre optimalt i de forskellige grupper, så det ikke bare er en ens blanding i hele besætningen. Det er der virkelig noget at hente i, siger han.