Det kostede familien Gade omkring 10 procent af mælkeproduktionen, da familien gik fra tre til to daglige malkninger, kunne Kristian Gade fortælle de omkring 150 fremmødte ved bedriftsbesøget på Fåregård ved Bækmarksbro.

Baggrunden for at gå fra tre til to malkninger var, at lønudgiften blev for høj til, at det kunne betale sig, forklarede Kristian Gade ved et Sagro-arrangement. Desuden passer det bedre ind i filosofien på gården om, at det skal være så enkelt som muligt at drive gården.

Niels Bastian Kristensen, Seges, fortalte om de muligheder, der ligger i fasefodring, som der også praktiseres på gården.

På Fåregård er produktionen ved at vende tilbage til normalen og målet er igen at nå over 12.000 EKM. Allerede i dag ligger indtjeningen pr. ko dog over gennemsnittet.

Familien Gade vægter en enkel produktion, og derfor er størstedelen af jorden da også lejet ud, mens afgrøderne herfra købes.

Familien Gade har ligeledes udliciteret opdrættet til kviehotel.

- Det er der nogen, der er langt bedre til, end vi selv er, sagde sønnen på gården, Rasmus Gade.

Besøget var planlagt i samarbejde med Sagro Kvæg, hvis rådgivere blandt andet gjorde rede for, hvordan der arbejdes intenst på at få ydelsen tilbage til det ønskede niveau.

Yoghurt skal bekæmpe fejlernæring

Arla Foods Ingredients deltager i et projekt om at udvikle en beriget yoghurt, der skal øge folkesundheden og mælkebøndernes indtjening i Etiopien.

Den nye yoghurt udvikles i et partnerskab mellem Arla Foods Ingredients, Dansk Industri, Folkekirkens Nødhjælp og organisationen GAIN (Global Alliance for Improved Nutrition). Partnerskabet er inspireret af FN's verdensmål 2 og 8, som sigter mod at afhjælpe sult og fremme bæredygtig vækst. Hos Folkekirkens Nødhjælp ser generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen et stort potentiale i at udvikle den etiopiske mejerisektor.

Projektet er blevet til med støtte fra Danida og løber over tre år. Det forventes afsluttet i 2020, hvor yoghurtproduktionen skal kunne drives af lokale virksomheder på markedsvilkår.

Efter planen skal yoghurten på det etiopiske marked i efteråret.

Nye digitale kurser på engelsk

Seges har produceret to nye digitale kurser på engelsk til bedriftens udenlandske medarbejdere, efter at konsulenterne har oplevet et stigende antal udenlandske medarbejdere på de danske kvægbedrifter og dermed en stigende efterspørgsel på undervisningsmaterialer til at opkvalificere og uddanne dem.

Seneste skud på videostammen er kurserne om Mælkekvalitet og Kælvningsmanagement, som nu også findes i en engelsk udgave.

Med de to nye tilføjelser er antallet af digitale kurser på engelsk oppe på otte. Ud over »Milk Quality« og »Calving Management« findes der også kurser som »Colostrum allocation and milk feeding«, »Planning and management of calf care«, »Hygiene in the calf pen«, »Spot the sick calf«, »Learn more about the lists in DMS« og »Motivation of employees«, skriver Seges I KvægNyt.

Leverikter og pytsneglen

Leverikter er et stort og velkendt sundhedsproblem, når kvæg og får græsser på fugtige arealer. Man ved, at leverikters mellemvært er en lille pytsnegl, som netop trives i fugtige og våde områder af græsmarker. Men hvor fugtigt skal et område være, for at pytsneglen trives, og der opstår risiko for infektion med leverikter?

Det spørgsmål vil den hollandske dyrlæge Judith van Andel belyse, når hun sidst i august kommer til Danmark for at undervise landmænd, naturforvaltere og dyrlæger om leverikter med speciel fokus på leveriktens mellemvært, pytsneglen. På temadagene, som er arrangeret af Økologisk Landsforening, lærer landmændene at finde og genkende pytsneglen, så det kan indgå i en vurdering af afgræsningen på forskellige tidspunkter.

Der er arrangeret to temadage for landmænd: den 27. august hos Kristian Therkildsen i Varde og den 28. august hos Erik Christensen i Mariager.

Dansk staldindretning inspirerer Kina

Håndbogen »Indretning af stalde til kvæg – Danske anbefalinger« er blevet oversat til kinesisk og præsenteret på en konference i Kina. Med bogen er det meningen, at der skal sættes yderligere fokus på staldindretning og design for at højne dyrevelfærden i de kinesiske stalde, skriver Seges i KvægNyt.

Udgivelsen af håndbogen er et resultat af et samarbejde mellem Seges og CDMTCC (China-Denmark Milk Technology Cooperation Centre). Centeret drives af Arla sammen med deres samarbejdspartner, det kinesiske mejeri Mengniu, der er Kinas næststørste mejeriselskab. Centeret yder rådgivning til mejeriets leverandører, der består af godt 600 mælkeproducenter, der i gennemsnit har 800 køer og producerer omkring 5 milliarder kilo mælk om året.

Seges forventer især at kineserne vil finde inspiration på ting som udformning af gangarealer, hvor et typisk gulv i en kostald er fast uden nogen form for dræn, lyder det i KvægNyt.

Husk salmonellablodprøverne

Seges opfordrer i deres seneste nyhedsbrev til, at man husker at udtage overvågningsblodprøver en-to gange årligt, hvis man har kvier stående et andet sted end på sin mælkeleverende ejendom – eller hvis man har kviehotel.

Om der skal tages prøver én eller to gange afgøres af, hvor mange besætninger, der modtages dyr fra.

Hvis ejendommen kun modtager dyr fra én besætning, skal der udtages 8 blodprøver én gang årligt. Prøverne skal udtages af kvier, der er indsat inden for de seneste 2 måneder. Dog skal dyrene have opholdt sig på ejendommen i minimum 3 uger. Hvis der ikke er indsat 8 dyr inden for de seneste 2 måneder, udtages blodprøverne af tidligere indsatte dyr.

Hvis ejendommen modtager dyr fra flere forskellige besætninger, skal der udtages blodprøver 2 gange årligt. Det vil typisk dreje sig om kviehoteller. Der skal tages 8 blodprøver med et interval på mindst 5 måneder og højst 8 måneder. Også i disse besætninger skal prøverne udtages af kvier, som er indsat inden for de seneste 2 måneder og som minimum har opholdt sig på ejendommen i 3 uger, skriver Seges.

Svensk håndtering og tilberedning af kød

Den svenske kødbranche, Svenskt Kött, har udviklet en digital grunduddannelse i håndtering og tilberedning af kød til forbrugeren. Konceptet, som de kalder Köttskolan, består af små film på Youtube, i alt 62 lektioner fordelt på otte forskellige »uddannelser«.

Emnerne spænder vidt, selv om det alt sammen handler om at håndtere kød med det bedst mulige resultat til følge. Blandt de mest populære film er »Sådan steger du kød på panden«, »Kød der egner sig til Sous Vide« og »At fryse og tø kød«.

Man kan også blive klogere på »Hvilken slags kød passer til hvilken tilberedning«, »Køkkenhygiejne« og »Svensk oksekødsproduktion og klima«, skriver Seges i KvægNyt.

Siden lanceringen i september 2017 har Köttskolan haft 500.000 sidevisninger, over 111.000 unikke besøgende og fået 752 registrerede brugere.

Kvæg