Robotter fodrer staldens køer

I Gjerrild, nord for Grenaa, bliver Steen Kildahl Hansens køer fodret af to Lely foderrobotter. Selv bruger han 20 minutter om dagen – resten klarer robotterne.

En Lely Vector fra 2014 og en, som kun er få uger gammel, tøffer lydløse rundt i stalden ved Steen Kildahl Hansen. De er begge to automatiske udfodrings- og mixer-robotter (MFR) og står for fodringen af stedets 220 malkekøer, goldkøer og en del ungdyr på ejendommen ved Gjerrild, nord for Grenaa.

Steen Kildahl Hansen investerede i den første foderrobot for fem år siden og nu er foderrobot nummer to kommet til.

 

Malkekøerne har første prioritet

Hos Steen Kildahl Hansen er alle dyr samlet i samme bygning, og foderrobotterne kører derfor altid indenfor, selvom systemet sagtens kan køre udendørs mellem to eller flere stalde.

De to robotter kører på skift af en fastlagt rute. På vej ud, for eksempel med en goldkoration, skubber robotterne foder ind hele vejen rundt og scanner dyrenes foderbehov. Hvis der foran de malkende køer ligger under 5 centimeter foder, giver robotten besked til den anden, at den skal gå i gang med at blande en ration til malkekøerne. Om foderniveauet hedder 5 centimeter, mere eller mindre, bestemmer Steen selv, det ændres let ved hjælp af hans smartphone.

Hvis to grupper dyr, for eksempel malkekøerne og goldkøerne mangler foder samtidig, er systemet indstillet til altid at fodre malkekøerne først.

 

Foderkøkken

Robotterne blander foder og lader strøm på i foderkøkkenet. En tilbygning til stalden som er delt i to. Den ene ende er her hvor Steen dagligt bruger 20 minutter på at fylde grovfoder ind. Grovfoderet tages blandet andet i markstakke og tages ud med en blokskærer og placeres i felter på gulvet i den ene ende af foderkøkkenet.

En kran kører ud og henter de forskellige fodermidler. Kranen hænger på en bro, som kører fra side til side i rummet, mens kranen kan kører frem og tilbage og hejses grabben op og ned.

Det fodermiddel, der bruges mest af, er placeret tættest på blanderen.

 

Foderblanding

Foderrobotterne kan blande op imod 600-650 kilo foder ad gangen, og har ingen begrænsninger på antal fodermidler eller antal rationer dagligt, den eneste begrænsning er tiden. Hos Steen tager det omkring 20-30 minutter at lave en blanding alt afhængig af antal fodermidler.

Der blandes normalt 1-2 forskellige blandinger til de lakterende køer, 2-3 blandinger til goldkøerne og 2-3 blandinger til ungdyrene. Foderrobotterne blander omkring 20 rationer i døgnet.

Forskellige rør stikker spidsen ind over foderrobotten, mens kranen har travlt med at hente grovfoder. Herfra tilsættes mineraler, vand, korn og lignende.

 

Godt for de unge køer

Efter den første foderrobot begyndte at stå for fodringen af stedets køer, har Steen især mærket, at det har givet betydeligt mere ro i stalden. De køer som har lagt sig ned, rejser sig ikke bare fordi robotten kommer forbi. De ved at der altid er friskt foder, hvilket især de unge køer har nydt godt af.

- De unge køer finder deres egen rytme og ved at der altid er et tidspunkt, hvor de kan gå op og æde uden at blive forstyrret, fortæller Steen.

Foderrobotterne har på fem år givet en ydelsesstigning fra 9.500 til 12.500 og det er især de unge køer, som har løftet ydelsen.

Strømforbruget for en foderrobot ligger på mellem 0,10 og 0,15 kilowatt time pr. dyr pr dag.

Læs også