Søren Chr. Andersen har en vej, der er den eneste adgang ud til 9,5 hektar af hans markareal. Han har pligt til at vedligeholde den ofte oversvømmede vej, men kan reelt ikke bruge den frit, fordi vejen også er fredet.
Af Søren Chr. Andersen, landmand i Ejstrupholm
Jeg bor på en ejendom i Ejstrupholm ved Brande. Her har jeg drevet landbrug hele mit liv. Det samme har min far og farfar. I dag er jeg 72.
Helt siden 1887 har ejendommen haft tinglysning på en vej, der leder ud til 9,5 hektar af den jord, der hører til gården. For 2-3 år siden fik jeg at vide, at vejen er blevet fredet i 1954. Det kom meget bag på mig. Samtidig leder vejen direkte ind i et Natura 2000-område, der er et særligt beskyttet naturområde. De to faktorer giver mig nogle vældige problemer – for vejen står under vand flere gange om året.
Grunden er, at Hallund Bæk løber under vejen. Fordi bækken løber i et beskyttet naturområde, må den ikke renses hverken maskinelt eller beskæres.
Ikast-Brande Kommune har afvist alle mine anmodninger om at rense bækken eller forbedre vejen. Men når der står 30 centimeter vand på vejen, så er det altså en båd, man skal have fat i.
Mit ansvar
Jeg retter mig efter de aftaler, der blev lavet på vejsyn i både 1995 og 2012. Her står der nemlig, at jeg har ansvaret for, at vejen »til stadighed holdes i god og farbar stand« i tre meters bredde.
Da jeg anmodede om at rense bækken og forbedre vejen, så den var i god og farbar stand, fik jeg afslag med følgende konklusion:
»Konklusionen er, at du enten må undlade at køre ud til marken, når der står vand på vejen og gennemkørsel ikke er mulig, eller du må skaffe dig en anden adgang til marken«.
Derfor spørger jeg: Kan min tinglysning og pligt bare ophæves af en fredning?
Samtidig har Skov- og Naturstyrelsen selv ødelagt vejen hele to gange – både i 2015 og 2018. De har kørt med nogle maskiner, der var alt for store, og dermed lavet 30 cm dybe hjulspor i 3,30 meters bredde.
Med advokathjælp fik jeg at vide, at den, der ødelægger vejen, skal reparere den. Det gjorde Skov- og Miljøstyrelsen også – men kun i præcist to meters bredde og så dårligt, at jeg nu selv synker ned.
I mine øjne er det ren og skær chikane og et vanvittigt paradoks: Jeg må affinde mig med vejens tilstand, men samtidig har jeg pligt til at vedligeholde den. Dertil kommer, at jeg jo også er afhængig af vejen flere gange om ugen, og jeg ser mange friluftsglade gæster, der også bruger vejen hver uge.
Lighed for loven?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på historien om vandløbene ved Vestre Ringvej i Silkeborg, der ofte oversvømmede denne vigtige hovedvej.
Silkeborg Kommune opklassificerede nemlig vandløbene og forbedrede vejen sidste år for at sikre afvanding af området og undgå oversvømmelser. Hvorfor er der ikke lighed for loven, uanset om der er tale om hovedveje med megen trafik, eller en lille vej i Brande, som er en daglig nødvendighed for mig og mit landbrug?
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.