Scantruck har på én gang leveret fire nye Manitou-teleskoplæssere. En lille, en stor, og to midt imellem. De er alle fire vidt forskellige fra hinanden.
Der er mange, der ønsker at tage et teleskoplæsser-certifikat, og derfor er der kø ved teleskoplæsserne på erhvervsuddannelserne i Odense, hvor fire nye af de røde maskiner fra Manitou er rykket ind.
Det oplyser Amu-Fyn, der afholder kurserne, der giver de eftertragtede teleskoplæsser-certifikater, der giver folk i byggebranchen og i landbruget mulighed for at køre deres maskiner lovligt og med sikkerheden i orden.
Amu-Fyn afvikler teleskoplæsser-kurser for hold med 12 kursister, og ofte kører der to hold ad gangen. Formiddag og eftermiddag med teori og praktik. Så skifter bemandingen i maskinerne ved middagstid. I vinterperioden afløser det ene hold det næste næsten nonstop.
Derfor fandt Amu-Fyns direktør lommeregneren frem og fandt ud af, at det var bedre at købe maskinerne end at leje dem, som man hidtil havde gjort.
Derfor har Amu-Fyn netop været på indkøb hos Scantruck og har erhvervet sig fire forskellige maskiner.
Flere størrelser
Den mindste af Amu-Fyns nye teleskoplæssere er den kompakte Manitou MT625, som har stor manøvredygtighed med en bredde på 1,81 meter og højde på 1,92. Den løfter op til 2,5 tons og har en løftehøjde på 5,85 meter.
MT1135 er en 11 meter teleskoplæsser, som kan løfte 3 tons op i fuld højde, eller 3,5 tons op til 9 meter. Selv har maskinen en egenvægt på 8.800 kg, og den har tre styreindstillinger, som giver mulighed for en venderadius på blot 3,85 meter.
Amu-Fyns indkøb omfatter også den største konventionelle teleskoplæsser i programmet, MT1840 på 12 tons. Løftehøjden er 18 meter og rækkevidden godt 13 meter, og løftekapaciteten er hele 4000 kg. MT1840 anvendes ofte med mandskabskurv, og så er arbejdshøjden 19,55 meter med op til tre personer i kurven.
Endelig giver rotationsteleskoplæsseren MRT1845 kursisterne mulighed for et kig hele horisonten rundt. Den er fuldt rotérbar med en maksimal løftehøjde på 18 meter og en rækkevidde op til 15,2 meter. Frit valg mellem styring på to eller fire hjul, eller krabbestyring, gør maskinen nem at komme rundt med også under trange arbejdsforhold.
- For at vi kan være sikre på optimal service af hele flåden, har vi lavet en aftale for alle maskinerne hos Scantruck, som selv holder øje med, hvornår det er tid for de enkelte maskiner, fortæller faglærer Allan Højmark.