Heden Maskinforretning præsenterede sit brede program ved en faglig dag, både landbrugsprogrammet på egen demo-mark og en stor udstilling af det omfattende have-/park-udbud.
Coronaen har ændret på mange traditioner og aktiviteter. Få dage før landet lukkede ned i marts 2000 afholdt Heden Maskinforretning det traditionelle åbent hus med røde pølser og 1.500 besøgende. Det skulle vise sig at blive det sidste åbent hus i denne form.
Efter et års corona-pause blev en ny tradition skabt hos den midtfynske maskinforretning i form af en faglig dag med demonstration af et udpluk af maskinprogrammet på marken bag udstillingshallerne. Med arrangementet den 16. maj var det nu tredje år i træk, at landmændene havde denne mulighed for at studere og prøvekøre Massey Ferguson traktorer og maskiner i det rette element.
- Selv om det er en travl tid med sprøjtning og i år også majssåning og andre gøremål i det forsinkede forår, har vi god respons fra gæsterne på denne form for en aktiv udstilling. Samtidig har vi og repræsentanterne fra vores leverandører mulighed til at få en faglig snak med de mange professionelle landmænd og øvrige besøgende på sådan en dag, pointerer direktør Lars Stockbæk Kristiansen.
Tre hektar stor demo-mark
Blandt redskaberne, som blev præsenteret på den tre hektar store demo-mark var en Hardi Aeon Centuraline 6000 sprøjte med 30 meter Twin luftassisteret bom og pulserende dyser, der rigtig kunne vise sit værd på den forblæste forårsdag. Også en Bogballe M35W gødningsspreder og Kuhn græsmaskiner blev demonstreret.
På udstillingsområdet havde leverandørerne opstillet stande med både landbrugsmaskiner og det store brede program af maskiner til det professionelle have-/park segment.
- Siden 2012 har vi skaleret dette område op. I dag er tilknyttet to sælgere til have-/parkområdet, egen værkfører og fire montører. Og jeg er sikker på, at der er udviklingspotentiale yderligere, ikke mindst her hvor der kræves el-drevne maskiner i højere grad i det offentlige rum, og hvor der både er øget fokus på klima og biodiversitet, siger Heden Maskinforretnings direktør.
Se portrættet af Heden Maskinforretning i denne uges MaskinParken.