Det var en 140-årig epoke, der gik i en ny retning, da Siversen A/S i december 2020 overtog Bornholms største maskinforretning, A. P. Hellisen. Ved samme lejlighed slog medindehaver af Sivertsen, Toni Øbakke, fast, at den valgte strategi ville indebære lokal forankring.

- I den kultur er det er svært bare at komme på besøg en gang imellem. Og så kunne servicere kunderne og få solgt de maskiner, der skal til, inden for mærket. Så det var en beslutning, vi skønnede, var nødvendig for at løse opgaven, sagde Toni Øbakke til LandbrugØst i forbindelse med overtagelsen.

Her godt halvandet år senere kan man på virksomhedens domicil ved Aakirkeby konstatere, at det var det rigtige at gøre, da man i sin tid blev en del af noget større. Det siger Peter Jacobsen, der er salgskonsonsulent hos Sivertsen – Hellisen A/S.

- Vi er ikke så afhængige af, selv at skulle disponere i forbindelse med køb af den rigtige maskine. For vi kan næsten altid finde en maskine i koncernen, der passer til den enkeltes behov, siger Peter Jacobsen og fortsætter:

- Der er større veksler at tage efter. Det samme, hvis vi mangler en brugt maskine, så er der et stort brugtvarelager, som vi kan hente fra – hos Sivertsen i Roskilde.

Mest moderne løsninger

I sit daglige arbejde har Peter Jacobsen et tæt samarbejde med Bjarne Obel, der er salgschef hos Sivertsen. Han har været godt tilfreds med, hvordan det er gået med overtagelsen.

- Det er egentlig gået efter planen, og gået rigtig fornuftigt. Vi har masser at se til og er mere eller mindre booket de næste par måneder. Så der er rigeligt at lave. Vi er lige nu 12 mand på Bornholm, fortæller Bjarne Obel, der også kan se klare fordele for de »gamle« kunder hos Hellisen.

- Udover hvad Peter sagde, har vi rent servicemæssigt mulighed for at hjælpe hinanden og dække hinanden af. Og det er sådan set meget vigtigt, da det ofte er noget bredt og kompliceret materiale, vi arbejder med, siger Bjarne Obel.

- Det er egentlig gået efter planen, og gået rigtig fornuftigt. Vi har masser at se til og er mere eller mindre booket de næste par måneder. Så der er rigeligt at lave.

Bjarne Obel

Og det komplicerede materiale, man arbejder med, er typisk blandt de mest moderne løsninger, som landmænd bruger.

- Peter har solgt nogle gødningsspredere, der kan køre med tildelingskort (til præcisionslandbrug, red.), og det er man meget langt fremme med øen, hvor vi har solgt lige så mange, som vi har i Roskilde, siger Bjarne Obel.

- Det lyder næsten helt åndssvagt, men det er det billede, vi ser. Og det er fordi, landmændene på Bornholm er meget langt fremme på den front, lyder det videre fra Bjarne Obel.

Dermed er der fortsat gode vilkår for en solid landbrugsproduktion på klippeøen. Men det hører dog med til historien, at vilkårene har ændret sig.

Ekstra omkostninger

Der er færre landmænd på Bornholm end tidligere, men det billede, man ser, er at det er de store landbrugsbedrifter, der er tilbage.

- Der er omkring 150 aktive landmænd på øen. Men det er klart, at der bliver færre. For eksempel er der under 20 mælkeproducenter tilbage, og jeg vil tro, at fem-seks af dem sidder på godt 50 procent af produktionen, siger Peter Jacobsen.

Men også rent praktisk er der udfordringer, blandt andet på grund af afstanden til resten af Danmark.

- Vi har nogle ekstra fragt- og leveringsomkostninger, og derudover har vi vel en leveringsperiode på to-fem dage for at få en akut ting hjem. Det er selvfølgelig en udfordring. Men sådan er vilkårene, når man bor på en ø, siger han.

Oveni de geografiske udfordringer har tiden med corona, og nu krigen i Ukraine, også haft indflydelse på Sivertsens forretning på Bornholm.

- Det er svært at få leveret nye maskiner, og vi har oplevet, at der kan gå flere måneder, inden vi får leverancer. Og det kan så betyde, at kunder venter med at købe til næste år, forklarer Peter Jacobsen.

- Men så kan man måske forhandle en pris igennem nu, for der er jo stadig ingen, der ved, om krisen får priserne til at stige med op til 15-20 procent. Men kornet er jo eksploderet i pris, og hvis man ikke får en god kornhøst, og ikke kan få gødning, kommer det jo også til at påvirke økonomien frem i 2023.

Maskiner